Rebecca har mistet sin datter, og nu vil hendes mand skilles. Han har mødt en anden kvinde.
Tilsyneladende kører romanen i to spor. Det ene følger Rebecca og hendes kamp dels med savnet efter datteren og dels kampen for at få ægtemanden tilbage. Det andet spor følger datteren og en jeg-fortæller der holder pigen fanget. En mand som man forventer, vil ende med at voldtage og myrde barnet. Først sent opdager man, at det ikke behøver at være en mand, selvom der er genkendelige træk fra andre mandlige seriemordere i andre romaner.
Og sent opdager man, at Rebecca alligevel ikke blot er en kvinde der desperat forsøger at vinde sin mand tilbage – så desperat at hun bortfører hans kæreste og er lige ved at slå hende ihjel. Næ, hun er langt ude på overdrevet, og hendes forveksling af personerne øger også læserens forvirring, så man til sidst ikke ved, hvem der er barnet og hvem der er ægtefællens nye kæreste – eller hvem der offer og hvem der er bøddel.
I de sidste kapitler løbes der kapløb med tiden. Lykkes det pigens bortfører at få arrangeret et dobbeltselvmord, og lykkes det ægtefællen at redde sin kæreste eller hvem det nu er, han vil redde? Trods elimineringen af de umiddelbare trusler, giver slutningen ingen form for lettelse, men kun en erkendelse af total psykisk ubalance.
Det er en uhyggelig roman, især fordi man indledningsvist føler sig tryg ved personer og begivenheder for kun at opdage, at trygheden og den tilsyneladende fornuft er illusorisk. Forvirringen er total, men det gør ikke romanen uinteressant.
Sarah Engell
208 sider
mellemgaard
Udgivet: 09.07.2012
Roman
Birte Strandby
