Lykkeligt nær

Professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet, nu emeritus, Thomas Bredsdorff reflekterer over den aldring, han oplever. Det gør han i bogen ”Lykkeligt nær” med undertitlen ”En oldings optegnelser”.  Det er en personlig bog om livets efterår. Heri deles tanker om alderdom, døden og sen identitet. Der er tale om dagbogsnotater fra et år. Derved ønsker forfatteren at dokumentere, hvordan aldringen forløber. 

Mange vil nok kende Thomas Bredsdorff som forfatter og medarbejder ved dagbladet Politiken siden 1965, hvor han har skrevet om kultur og anmeldt bøger. Erindringsbogen ”Gør hvad du vil – men sig hvad det er” udkom i 2013. 

Det er især i kultur, litteratur og poesi at han finder glæde. Undervejs fremhæves en del læsefrugter idet han flittigt referer betydningsfulde værker, forfattere og store tænkere. Bogen er et vidnesbyrd fra en ualmindeligt vidende litteraturprofessor, der trods sin alder følger med i samfundet og har holdninger. Han har forsat et højt aktivitetsniveau, er selvhjulpen og er forsat tilknyttet arbejdsmarkedet. 

Noterne er gjort i perioden oktober 2021 – november 2022. Bogens hovedperson – oldingen – omtales som en gammel mand i 3. person. Det er ikke desto mindre ham selv, der er oldingen. Man kan studse over behovet for distance. Måske er det med til at understrege tekstens saglighed og almene gyldighed.

Forfatteren definerer sin bog som en ”tilstandsrapport i slowmotion”, hvorigennem læseren får forståelse for aldring. Det er også et eftertænksomt tilbageblik på et langt liv. Læseren får indsigt i forfatterens liv og tanker – med mange knopskydninger. (Selv-)observationerne af aldringsprocessen er tankevækkende læsning. Som læser føler jeg mig både nysgerrig og privilegeret over at få kendskab til et ældre menneskes tanker om at nærme sig døden. Det er lærerigt at få indblik i hvordan, det opleves at blive gammel og gradvist svækkes. 

Thomas Bredsdorff beretter om hverdagslivet, hvor aldringen sniger sig ind på ham fysisk. Om natten er han oppe at tisse flere gange. Uroen for at falde gør, at han må huske at tænde lys. Han begynder til ældregymnastik, hvor han er eneste hane i kurven. Kroppen er stiv og værker. Især er han urolig for at miste synet, så han ikke kan læse. Kognitivt syntes han det går godt, men en episode med et bortkommet pas gør ham nervøs. Datterens fødselsdag har han heller ikke helt tjek på. Det skildres med en vis ironi. 

I bogen refereres til en nær veninde han har mødt. De to deler b.la. kulturelle oplevelser. Han vinterbader og har en nabo, med hvem han nyder god vin. Hans ældre søster bor på ældrecenter, men er skarp og livsglad. Datteren, svigersønnen og barnebarnet har han også et varmt og godt forhold til. Som mangeårig professor har han en stor bekendtskabskreds og skriver også med flere. I det hele taget har han travlt med konferencer, koncerter, teater, biograf og udstillinger. Han har tillige et sommerhus, der passes. 

Jeg sidder tilbage med benovelse over, hvor meget forfatteren kan og magter. Det er muligt, at han tidligere har været endnu mere frisk, men han virker unægtelig særdeles aktiv, skarp og selvhjulpen. I en alder af 86 år er det næppe normen. Måske virker det det derfor sært selvmodsigende, at netop han skildrer alderdommens forfald, da hans gener og graden af svækkelse næppe er alderstypiske. 

Mest indtryk gør sidstegangsoplevelserne. Det drejer sig især om rejser, hændelser og steder, der besøges for sidste gang. Det kan selvsagt kun læses med vemod. Særligt rørende er fx passagen, hvor han beretter om badminton. Efter tres år slutter det, fordi to medspillere ikke længere kan klare strabadserne. Den 28. marts er også en trist dag. Da redigerer han ”Poetisk”, der er tirsdagsklummen med poesi i Politiken, for sidste gang. 

I sidste del af bogen – ”Den sene identitet” – skiftes der til første person. Nu er det jeg-personen, der gør status over året der gik og over sin tekst. Thomas Bredsdorff sammenfatter teksten og uddrager nogle pointer om sig selv og livet. Han bemærker b.la. sine egen forfængelighed. 

Thomas Bredsdorff formår at reflektere over aldringen med en blanding af alvor, humor og nøgterne fakta. ”Lykkeligt nær” er usentimental, men rummer også en taknemmelighed over et langt levet liv. Alligevel har jeg svært ved at mærke ham! Følelserne skildrer han helst ved at referere til store digtere og tænkere, der har sat smukke og rammende ord på en given tilstand. Hvis du ikke kender Thomas Bredsdorff, vil bogen næppe være oplagt. Dertil er den for indforstået. Forfatteren kunne med fordel ridse op, at hustruen er død efter et demensforløb. ”Lykkeligt nær” er en bog, der kan virke tung grundet forfatterens intellektuelle stil og de mange litterære referencer. 

Det er oplagt at hæfte sig ved, at forfatterens lange liv med et højt aktivitetsniveau og sundhed hænger uløseligt sammen. Bogen tjener således som påmindelse om – om muligt – at holde sig i gang med aktiviteter, et formål og et rigt socialt liv hele livet. Selv skriver han så fint, at ”man må holde af for at holde ud”.

”Lykkeligt nær” er en vedkommende lille bog. Desværre bliver jeg ikke helt dus med forfatterens skrivestil. Hver dagbogsnote er kort. Den noget abrupte stil fungerer i min optik ikke ideelt sammen med den akademiske tilgang, der forsøges lettet med et glimt af humor. Tegningerne af Thomas Thorhauge klæder bogen meget flot. Som tilstandsrapport over aldringen oplever jeg bogen påfaldende fattet og afmålt. Hvis alderdom og død mødes med dén ro, er det måske knapt så urovækkende. Heldigvis. 

Lykkeligt nær

En oldings optegnelser

Forfatter: Thomas Bredsdorff

Forlag: Gutkind

256 sider. Indbundet og illustreret.

Udgivelsesdato: Den 10. januar 2024

Anmelder: Nønne Lønne Votborg