I denne roman dominerer to slags mennesker: Det retfærdighedssøgende politis repræsentanter og så de grådige. De grådige omfatter dansk adel, ukrainsk mafia og repræsentanter fra dansk erhvervsliv. Det er også en ung kvinde, der har en teori om, at hun vil være jomfru til hun møder den rette, og da hun så møder den retter, indleder hun forholdet med at slå ham så hårdt i hovedet, at han havner på sygehuset. Alligevel er de begge overbevist om, at det skal være dem.

Generelt er det en mystisk bog. Et indledende mord begås på en forfatterinde af et værk, der vil afsløre dansk adel som ansvarlig for alle magtkampe i Danmark siden middelalderen.

Forfatterinden bliver fundet med et gammelt sværd gennem hjertet, og mordet bliver ikke det eneste. Det næste er et giftmord, og giften kommer fra en sydamerikansk tudse og er ikke sådan lige at skaffe i Danmark. Centralt i romanen står en forgældet greve, der skal giftes med datteren af en rig storentreprenør. Greven mangler pengene, storentreprenøren ønsker en solid kontakt til adelen, og datteren vil gerne have et slot. Det går ikke helt som forventet for nogen af dem.

Jens Berg er politiets mand på sagen, og akademikeren Kate Hansen skal bistå. Kemien er ret dårlig mellem dem, men det bliver bedre, faktisk bliver det så godt, at de ender med at blive gift, og det er ikke det eneste tilfælde af kemi i forandring.

Det er vanskeligt at holde styr på romanens personer, mord og motiver, og sprogligt kunne den godt have båret yderligere et par gennemskrivninger.

Legenden – en historisk thriller

Jørgen Bodilsen

222 sider

Skriveforlaget
Udgivet: 2014
Birte Strandby