Christian er til sin bedste vens begravelse. De har været soldater sammen. Vennen Thor har haft job som træner på Tenerife, men nu er han død. Selvmord er angiveligt dødsårsagen. Christian køber den ikke rigtigt, og til begravelsen opsøges han af Thors veninde, der fortæller om La Luz på Tenerife, hvor Thor var ansat.
Christian er egentligt ved at skrive speciale. Det vil sige, det bliver ikke til så meget, og han aftaler med sin kæreste, at han tager en tænkepause på Tenerife også for at finde ud af, hvad der skete for hans gamle ven.
La Luz viser sig at være en lukket koloni for meget rige mennesker. Der er et solidt vagtværn, men inden for er alt luksus – ikke forgyldte vandhaner, men sund levevis, gode pædagogiske principper i daginstitution og skole – masser af gymnastik og ingen skærme. Desuden er der en chefpsykolog på stedet, en mand der er ophavsmand til de fleste regler baseret på adskillige velkendte filosoffer herunder Nietzsche. Resultatet er idyl og fred for omverdenen, og de ansatte har det heller ikke så dårligt, blandt andet er lønningerne gode.
Christian får tilbudt et job som altmuligmand i La Luz, men allerede inden for de første døgn oplever han på afstand et slagsmål og en voldtægt. Og inden han ser sig om, er han selv involveret i et voldeligt overfald.
På mange måder minder La Luz om andre romaner om sære parallelsamfund opbygget på dybt skræmmende præmisser, De lydige koner i Stepford, Rosemarys baby, den mere ukendte Gløden af Brooks Stanwood. La Luz kan også noget med gys og uhygge der giver kontrast til tilværelsen som specialeskrivende dansk studerende. Spændingsopbygningen er fin, og der er nogle slemme overraskelser i det ellers så harmonisk udseende lille samfund. En interessant og anderledes krimi.
La Luz
Henrik Houe Hansen
303 sider
forlaget rød panda
Udgivet: 30.05.2024
Birte Strandby
