Der er få bøger der er velegnede til den etårige, men Jeppe er uvurderlig: vidunderlig og genkendelig i Eva Erikssons tegninger. Han er et lille barn med strithår i gang med at udforske verden med samme interesse som de fleste andre børn på 1-2 år. Han efterligner, forsøger ting på egen hånd og får sommetider nogle overraskelser. For eksempel gør han i ‘Jeppes vogn’ den erfaring, at når noget falder ud af vognen – bamsen, bilen eller bolden – så henter hunden det tilbage til vognen igen. Stor er overraskelsen derfor, da Jeppe taber sin kage, hunden henter den, men Jeppe får ikke kagen tilbage.

Der er også mere brutale oplevelser, både et fald da Jeppe vil klatre op for at se nærmere på lampen. Og da Jeppe leger med sin bil, dukker Lisa op og vil også lege med bilen. Det giver gråd og slagsmål, og det gør ondt på både Lisa og Jeppe. Heldigvis henter mor en bil til, og freden genoprettes.

Historierne om Jeppe udkom første gang mellem 1981 og 1994. Fortællingerne burde basalt være almengyldige. Der er ikke noget, Jeppe gør, som børn i dag heller ikke kunne finde på. Bortset fra, at Jeppe tilsyneladende går frit rundt i huset eller en (lukket?) have. Mor dukker mest op, når der skal trøstes og repareres. Har små børn stadigt mulighed for at udforske verden på egen hånd?

Fortællingerne i dette oplag er Jeppes ble, Jeppes bil, Jeppes dukkevogn, Jeppes lampe, Jeppes bold. I de fleste af fortællingerne er der en sætning på den ene side og et billede på den anden. Billederne viser præcist det der omtales i sætningen på den modstående side. Der står ‘Jeppes hund kører i vognen’ på den ene side, og på den anden traver Jeppe energisk afsted med sin vogn, hvor bamsen og hunden sidder, mens bolden er røget ud og ligger ved siden af. Selvom Jeppe er aktiv, er billedet roligt og behageligt. Samtidigt er Jeppes univers overskueligt og genkendeligt for de fleste børn. Der er kun en voksen, mor, og så er der den jævnaldrende Lisa og hunden. Et meget bedre sted at begynde sin læsning finder man næppe.

Her kommer Jeppe

Fem skønne historier om Jeppe

Barbro Lindgren & Eva Eriksson

Oversat af Dagmar Holdensen og Camilla Schierbeck

141 sider

Gyldendal

Udgivet: april 2024

Birte Strandby