Anja har fået fod på arbejdsmarkedet, karrieren er skudt i gang med et mellemlederjob, hun har fået afsluttet sit parforhold gennem ti år, og tingene burde sådan set køre fornuftigt. Men så opdager hun, at hun er gravid. Det er ikke planlagt, og skønt det er resultatet af en heftig forelskelse og en fantastisk weekend, så er der ikke en barnefar til stede.

Anja beslutter sig for at køre løbet selv, men det sker ikke uden indblanding fra forskellig side. Familien modtager budskabet med blandede følelser, kollegerne er positive, omend en kollega mener, at det kan koste Anja jobbet, og så er der er par faderemner der trænger sig på og forhindrer hende i at tænke helt klart.

Romanen veksler mellem kærlighedshistorie, Anjas familie med den alkoholiserede mor og livet på jobbet. Arbejdslivet er godt skildret, her er både intriger, paranoia og et klart syn på moderne ledelse og de tilbøjeligheder der karakteriserer den ambitiøse, nyansatte leder.

Anja er 26, naiv i sin forelskelse og moden, når hun er på arbejde. Romanen er ikke uden humor, og mange yngre kvinder vil kunne spejle sig lidt i Anja og hendes genvordigheder. Hun har overblik, men kan ikke gennemskue de andre aktører. Samtidigt slås hun dels for helt at frigøre sig fra sit tidligere forhold, og dels er hun engang imellem nødt til at tage sig af sin mor.

Kvotekvinde er en slags kærlighedsroman med Anja som den bekymrede jeg-fortæller, og det fungerer fint, men måske er det livet på arbejdspladsen der er står for den bedste underholdning.

Estrid Dyekjær har tidligere skrevet romanen To liv, der udkom 2019.

Kvotekvinde

Estrid Dyekjær

262 sider

Byens Forlag

Udgivet: 18.06.2021

Birte Strandby