Efterfølgeren til Kunsten at være fucking ligeglad, hvori Manson gør en seriøs indsats for at overbevise sin læser om, at gode værdier er socialt konstruktive og kontrollerbare samt baseret på virkeligheden – og at vi alle render ind i nedture fra tid til anden.

Nu kommer så denne bog om håb, og hvordan vi generhverver det:

For at opbygge og vedligeholde håbet har vi brug for tre ting: en følelse af kontrol, nogle værdier at tro på og et samfund omkring os.

Det er stadigt Mansons overbevisning, at livet kan være temmelig råddent, men når man ser på det rent historisk, så burde det være bedre nu, end det nogensinde har været før hvad angår sundhed, sikkerhed og materiel velstand. At andet er på spil kan man se på mængden af stress- og depressionstilfælde, den stigende mængde narkodødsfald (i USA og Canada) og det faktum, at næsten halvdelen af alle amerikanere giver udtryk for, at de føler sig ensomme eller isolerede.

Forfatteren kalder det en håbskrise, og den er blandt andet skabt af, at vi ikke føler vi har kontrol over tilværelsen. Herefter går forfatteren over til at berette, at vores selvkontrol er en illusion, og at vi i øvrigt har misforstået forholdet mellem hjerne og følelser. Manson bruger en metafor om den følende hjerne og den tænkende hjerne og om deres anstrengte forhold. Andre forfattere har talt om elefanten og rytteren, hvor elefanten er følelserne – de fylder meget og de er vanskelige at styre. Essensen er, at metaforen med hjernerne giver et tydeligt billede af vores trængsler. Manson får i samme ombæring præciseret det irrationelle ved skyld og skam, og hvorfor vi har behov for udligning, hvis vi begår noget dumt, eller omvendt, hvis andre opfører sig dumt overfor os. Det meste er stof, vi kender, men Mansons konkrete og direkte udtryksform, der samtidigt er lidt på kanten og meget humoristisk er ret underholdende, og måske bliver det lettere at huske pointerne om følelser og intelligens fremover.

Der er mange budskaber i bogen, herunder en opskrift til, hvordan man starter sin egen religion. Man begynder med at vælge, om det skal være en åndelig, en ideologisk eller en interpersonel religion, Manson forklarer forskellene. Dernæst vælger man en argumentationsform der kan tage pippet fra eventuelle modstandere. Heri instrueres også. Og så vælger man en passende syndebuk, hvad enten det nu er en anden åndelig religion, en anden -isme eller bare et andet fodboldhold, hvis det er fodbold der er religionen. Det er en temmelig kynisk opskrift, men ikke desto mindre interessant læsning. Og det er ikke helt usandsynligt, at det kan virke. Det samme kan man sige om bogen. God underholdning, mange væsentlige pointer, og måske får man det rent faktisk bedre med eventuelle stress- og depressionstilbøjeligheder af at læse bogen.

Alt er f*cked

En bog om håb

Mark Manson

Oversat af Peter Carstens

285 sider

memoris

Udgivet: 22.10.2019

Birte Strandby