I dette skrift fra 1874 tegner Nietzsche et billede af Schopenhauers kompromisløse sandhedssøger som opdragelsesideal.

I den forbindelse kritiserer Nietzsche uddannelssektoren i Tyskland herunder filosofiens placering som underlegen naturvidenskaben og beklager i den sammenhæng de forfattere, der ikke har kunnet klare den tyske dannelses klima, fordi de ikke var jernmænd som Beethoven, Goethe, Schopenhauer og Wagner. Især Wagner udtrykker han stor beundring for, fordi Wagner så modigt har stillet sig i et fjendtligt modsætningsforhold til den bestående form og orden for at bringe højere form og orden frem i lyset. Hvorimod Goethe har måttet ydmyge sig for at blive hørt. Han har – med Nietzsches udtryk – været udsat for inkvisitionscensur. Idealet er Schopenhauer, der er bemærkelsesværdig ’utysk’, idet hans udtryksform bortset fra en mindre lighed med Goethes ingen tyske kendetegn besidder:

For han ved, hvordan man kan sige det dybsindige enkelt, det gribende uden retoriske kneb og det strengt videnskabelige uden pedanteri: Og hvilken tysker skulle han have lært det af?

Det er lidt interessant, at Schopenhauer som opdrager indeholder en kritik af den lærde verdens stedmoderlige behandling af filosofien knap 30 år før en stærkt Brandes-inspireret Jakob Knudsen skriver en lignende kritik af den lærde skole i Danmark (Den lærde Skole og Folkehøjskolen, 1903). Begge de herrers kritik omfatter angiveligt tidens fremherskende hykleri:

Alt det, som du nu gør, mener og begærer, er slet ikke dig.

Ligesom de også er enige om kritikken af kapitalismen, uden af den grund at nævne Marx:

De dannede samfundslag og de dannede stater lader sig rive med af en foragtelig, storstilet kapitalisme.

Nu bliver næsten alting på jorden bestemt af de groveste og ondeste kræfter, af forretningsfolkenes egoisme og af de militære magthavere.

Det er Nietzsches holdning, at det er kulturens opgave at fremelske sande mennesker, men at tidens samfund hader enhver dannelse, der kræver ensomhed, der tager lang tid eller rækker ud over penge og forbrug. I stedet understøttes en anden slags kultur, fordi erhvervslivet har brug for hurtig dannelse, så man kan tjene penge, og fordi staten har brug for at forløse de åndelige kræfter, så de kan tjene og gavne de bestående institutioner.

Der er adskillige udfordringer for læseren undervejs, og Nietzsche lefler ikke for hverken samtid eller tilhørere men taler om pligten til at udrydde dumhed og hykleri:

At være dannet i dag vil sige, at man skjuler hvor ynkelig og elendig man er, hvor rovdyragtigt man begærer, hvor umætteligt man rager til sig, og hvor selvisk og skamløst man nyder.

Til gengæld belønnes læseren jævnligt med retoriske oaser i teksten:

Kort er hver glæde, og bleg er hver solstråle…

…jagten på lykke er aldrig større, end når lykken skal gribes imellem i dag og i morgen, fordi jagtsæsonen måske endegyldigt er forbi i overmorgen.

Friedrich Nietzsche

Oversættelse og forord af Lars Christiansen

140 sider

Informations Forlag

Udgivet: 14.03.2014