Johanna og Emma er veninder. Rigtigt gode veninder. Desværre forelsker de sig i den samme dreng: Rasmus, som de begge går til cirkus med om onsdagen. I begyndelsen er de uvidende om, at Rasmus er genstand for begges opmærksomhed, men Johanna kommer til at læse om forelskelsen i Emmas dagbog, og for ikke at miste en veninde siger hun til Emma, at hun er forelsket i Josef. Så er Emma glad og kan dyrke, at de begge er forelskede samtidigt. Desværre svarer Rasmus ikke på Emmas brev til Valentin, først og fremmest fordi Johanna har undladt at give ham det. Samme Johanna går til gengæld rundt med sort samvittighed, og bedre bliver det ikke, da Josef på opfordring fra Emma inviterer Johanna hjem. Det er faktisk noget møg det hele. Hvad er vigtigst, når man er næsten tolv år gammel? Kæresten eller veninden?

Bogen er inddelt i Johannas og Emmas dagbog. Johanna skriver visdomsord efter hvert afsnit, og Emma indleder sine afsnit i dagbogen med at skrive goddag på et andet sprog, og hun opfatter i endnu større grad end Johanna sin dagbog som en tredje person. De skiftende dagbøger giver en fin vekslen i romanen, men ellers tænker de to piger lidt ensartet.

Som i romanen ”Hvis bare jeg ikke havde sagt, at min far var astronaut” af samme forfatter handler det om venskaber. Hvad kan man gøre mod sin bedste veninde? Hvorfor er det så svært at være ærlig? Heldigvis griber tilfældet også ind engang imellem, så tilværelsen ikke bliver alt for svær, når man nu er et barn, der er begyndt at blive voksen.

Knus og kaos
Forfatter: Ingelin Angerborn
Oversat af Camilla Schierbeck
144 sider
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 26.03.2009

Birte Strandby