Karl Dönitz var ubådskaptajn under 1. verdenskrig. Fra begyndelsen af 1943 var han øverstkommanderende i Det Tredje Riges Kriegsmarine, og fra den 30. april 1945 var han Rigspræsident i det der skulle have været Det Tredje Rige.

I modsætning til andre af Tysklands ledere under 2. verdenskrig får Dönitz en ret positiv biografi, Han bliver dømt i Nürnberg, men det er en mild dom, 10 år. Dönitz var officer og en dygtig strateg, men han var også begejstret tilhænger af Hitler, og dermed repræsenterer han et dilemma for dem der skal leve med den kollektive hukommelse: Skal han anerkendes for sin dygtighed eller fordømmes for sin støtte til en historisk fejltagelse?

En af bogens mange styrker er den indlevende fortælling om krigens gang, på land, i luften og til vands. Det bliver ganske omfattende, fordi de tyske ambitioner hele tiden reguleres af økonomi og af de allieredes krigsførelse, såvel som af udviklingen af udstyr; som for eksempel ekkoloddet, Asdic, der nok kunne måle afstanden til genstande under vandet men ikke afgøre, om det drejede sig om ubåde eller fiskestimer, og på kort afstand kunne Asdic ikke genkende ubåde i vandoverfladen. En anden opfindelse – på tysk side – var snorkelen, der tillod ubådene at angribe, når de var dykket til periskopdybde. Udviklingen af krigsmateriel var heftig under 2. verdenskrig, og i visse kampe afgørende for udfaldet. Som pacifist kan man kun begræde, at den megen genialitet ikke blev anvendt konstruktivt i stedet.

Dönitz var overbevist om, at krigen kunne vindes med ubåde, at man med de rette ubåde kunne afskære alle forsyninger til et land, læs Storbritannien. Dönitz havde indledningsvist et mål om at sænke 600.000 tons britisk tonnage med 300 nye ubåde, og det var måske kommet med i budgetplanlægningen, hvis Storbritannien havde været det første land der skulle invaderes. Det var som bekendt ikke tilfældet, og Dönitz måtte i stedet leve med 56 ubåde med plads til kun 67 tons brændstof og problemer med torpedoernes affyringsmekanismer.

I første kvartal i 1942 sænkede de tyske ubåde 216 skibe i amerikanske farvande, Ved årets udgang havde tyske ubåde sænket gennemsnitligt 100 allierede skibe pr. måned, og Dönitz kunne påberåbe sig økonomisk overlegenhed over fjenden, der ikke kunne nå at bygge skibe lige så hurtigt som de blev sænket. Det ændrede sig siden, og især amerikanerne fik gang i deres krigsindustri.

Der er inddraget meget dokumentation, breve og øjenvidneberetninger fra slag og kampe; og der er tætte beskrivelser af blandt andet sænkningen af Lützow, Operation Market Garden, Operation Hannibal, Ardenneroffensiven, betydningen af at Enigma-koden blev knækket, og Dönitzs dom i Nürnberg. Det er lidt sjovt at høre om Patton og Montgomery, der tydeligvis har et godt forhold til pressen, men ikke ellers er fremstillet med megen helteglorie.

Slutteligt diskuteres om Dönitz burde have beordret øjeblikkelig våbenhvile, da han afløste Hitler.

Forfatteren er tæt på at frikende Dönitz, men kan man frikende mennesker, fordi de følger ordrer?

Barry Turner

Karl Dönitz

og det tredje riges sidste dage

Forord af Bo Lidegaard

Oversat af Poul Henrik Westh

266 sider

Udgivet: 27.02.2017

Birte Strandby