En kinesisk/amerikansk mors beretning om, hvordan man skaber musikvidundere af sine børn – af sine to sagesløse børn, fristes man til at sige, for en del af opdragelsen ligner psykiske overgreb på ungerne.

Amy Chua har enkle, klare regler for hvordan man driver børnene fremad: Man skal arbejde hårdt og stræbe. Næstbedst er ikke godt nok. Hun truer det ene barn med at brænde hendes tøjdyr af, hvis hun ikke lærer et bestemt musikstykke, og med det yngste barns stærke karakter er musiktræningen så fredelig som en atomkrig. Den hårde træning, kritikken og forhånelserne bringer resultater: Døtrene udmærker sig tidligt på henholdsvis klaver og violin. Og da den yngste efter megen kamp vælger tennis i stedet for violin (Tennis var meget respektabelt – det var ikke som bowling), er moren lige ved at gå i stykker, men opdager så, at den energi og kampvilje der har gjort datteren til en glimrende violinist (hun er 13 år gammel på det tidspunkt), også kan anvendes i andre af livets forhold.

Men ’tenniskrisen’ får alligevel forfatteren til at indse, at: …den kinesiske forældrerolle har ikke altid succes.

Og hermed slutter bogen med enkelte indrømmelser overfor en vestlig pædagogik, som forfatteren opfatter som vattet og ukærlig i den betydning, at vestlige forældre ikke stiller krav til deres børn, og at deres stadige tiltag for at opbygge børnenes selvværd, nærmest fungerer som manifestation af manglende forældretillid til barnets potentiale, hvorimod de børn der er blevet pisket frem – af ansvarsfulde kinesiske mødre – også har indre sikkerhed.

Forfatterens opdragelsesmetode virker hård og firkantet, den baseres på forældrenes autoritet og sikre viden om, hvad der er bedst for børnene, og den bekymrer sig ikke om, hvad børnene senere måtte mene om forældrene. Set i vestligt perspektiv savner man lidt roden til almindelig selvstændig tankegang, samarbejdspotentiale – og spekulerer på hvordan det går dem, der ikke kan være den bedste.

Bogen handler også om familielivet, om kultursammenstødet i ægteskabet, og det er lidt af en krigserklæring til vestlig pædagogik og vestlig levemåde: Der findes alle mulige slags forskellige psykologiske problemer i Vesten.

Ikke desto mindre indeholdes holdninger, som vi måske kan lære noget af, og som hun så smukt skriver:

Klassisk musik var selve modsætningen til forfald, dovenskab, vulgaritet og forkælelse.

og

violinen symboliserer udmærkelse, raffinement, dybde – det modsatte af indkøbscentre, store colaer, teenagemode og rå forbrugermentalitet.

Amy Chua

Oversat af Lars Rosenkvist

224 sider

gads forlag

Udgivet: 30. maj 2011