Anna har mistet sin bror, og måske derfor rejser hun til Paris for at blive au pair. Det er en slags straf af familien og den gamle vennekreds.
Hun passer jobbet som au pair til perfektion og leverer både nærhed og distance, afhængigt af hvad der er brug for. Hun kan lave mad, og hun kan ride, når familien består af ryttere. Opholdet skulle ikke have været langt, men hun bliver au pair i den ene familie efter den anden, nogle steder i flere år. Au pair-jobbet handler om madlavning, rengøring, tøjvask og børnepasning. børnene er fra babyalderen til over tyve år., og Anna er hele tiden den korrekte hushjælp.
Ind i mellem digter hun en ganske lille smule, og hun drømmer om den bror, der forlod livet så tidligt. Hendes far får en ny familie, mens moren forbliver alene. Begge samler op på livet efter deres søns død. Annas vrede går over, men hun bliver i rollen som omsorgsfuld au pair i mange år.
Ellers er romanen en tæt beskrivelse af de opgaver en au pair udfører. Med stor omhu forberedes måltider, der støvsuges, og børn beskæftiges eller underholdes. Anna virker stadigt mere professionel, men ender med at rende ind i en lykkelig – og siden ulykkelig – kærlighedshistorie, der slutteligt sender hende til Danmark igen til en slags forsoning med mindet om broren.
Emeli Bergman skriver effektfuldt, og man kan betragte romanen som en poetisk godbid, uden at man af den grund finder mange vitaminer.
på undersiden af dagen
Emeli Bergman
154 sider
Gutkind
Udgivet: 2021
Birte Strandby
Anmeldelse fra litteratursiden.dk: https://litteratursiden.dk/anmeldelser/P%C3%A5undersidenafdagen