Therese Bohman er svensk kulturjournalist og forfatter. Hun har blandt andet skrevet ‘Den anden kvinde’ og ‘Aftenland’. Sofie der er hovedperson i Andromeda, er ikke uden lighed med de to hovedpersoner i de nævnte romaner. Hun er ofte betragter, udenforstående, men kan også være proaktiv, selvom det hører til sjældenhederne.
Andromeda handler om et forhold. Ikke et kærlighedsforhold, men et andet, tættere, og lige så vigtigt for de to involverede, som havde de været et par.
Sofie scorer et praktikantjob på et af Sveriges største forlag, Rydéns. Hun er nærmest usynlig og slet ikke en del af kollektivet, men efter at hun har kritiseret en af forlagets forfattere, fatter Gunnar, den skønlitterære chef, interesse for hende. Det bliveret tæt forhold med et ugentligt møde i Operakælderen over en flaske vin, og Gunnar bliver Sofies mentor.
Forholdet er vigtigt for begge parter. Sofie finder andre, unge elskere, men de har ingen betydning i forhold til Gunnar. Gunnar er gift og tilbringer fritiden med sin kone, skønt han i et brev indrømmer, at han hellere havde tilbragt sin tid med Sofie.
Harmonien mellem ham og Sofie ændres, da han går på pension, og så bliver han syg og dør. Tilbage på forlaget er Sofie med et rygte om, at hun og Gunnar var elskende. Det er tid at finde nye veje.
Romanen er inddelt i to kapitler. I det første fortæller Sofie, om forlaget, om sig selv og om Gunnar. Anden del er et brev fra Gunnar til Sofie om hans følelser, hans liv.
Andromeda er en stilfærdig roman. Der er ikke megen handling, men en rolig beskrivelse af et liv i litteraturens verden, og et intimt billede af de to personers rige følelsesliv, hvor man ikke kan undgå at bemærke, at Gunnar trods sin priviligerede position har tillagt sig en del kynisme. En roman der appellerer mere til de unge litteraturstuderende end til den action-hungrende.
Andromeda
Therese Bohman
Oversat af Juliane Wammen
208 sider
Udgivet: Februar 2024
Turbine
Birte Strandby