Hvis man er en af dem, der synes, at klimadebatten er præget af fluffy udsagn og letkøbte holdninger, så er dette bogen. Her er videnskabens bud på, hvorfor vi skal tage klimaet alvorligt. Lige nu.

Klodens grænser begynder med begyndelsen 4.500 milliarder år tilbage med vægt på holocæn der begyndte ved den seneste istids afslutning for ca. 12.000 år siden og frem til ca. 1950, der markerer indledningen til den antropocæne periode, og det tidspunkt hvor menneskene ‘for alvor begyndte at overvælde jordens livgivende funktioner’. Det var også her forbrugerismen rigtigt holdt sit indtog, og det var her sundhed og social mobilitet gav længere levealder, mere uddannelse og voksende økonomier. Det var her den eksponentielle vækst begyndte, og efterfølgende begyndte vi langsomt at fatte, at eksponentiel vækst i en begrænset verden ikke er muligt.

Under Holocæn kunne en typisk voksens fødevareindtag og energibehov oversættes til en energieffekt på 90 watt om dagen. Nu bruger den gennemsnitlige amerikaner 11.000 watt om dagen …

Nogle af de ting der satte gang i den store acceleration var det stigende befolkningstal, primært energibrug, vandbrug, transport, international turisme, og det direkte slid kunne ses på havforsuring, tropisk skovtab, domesticeret land mv.

Tre store systemer regulerer hele klodens tilstand: klimaet, ozonlaget og havet. Vi kender nu deres vendepunkter. For klimaet gælder det, at vi træder ind i en højrisikozone, når vi passerer 450 ppm. Vi er på 415 ppm i dag. Forskerne er desuden enige om, at den globale opvarmning bør holdes et godt stykke under 2 grader. Hvad angår ozonlaget, så er hullet blevet mindre, og det forventes helt af forsvinde. Værre står det til med havet, hvis forsuring aldrig tidligere er sket med så stor hastighed. Den eneste måde at standse forsuringen på er ved at bremse brugen af fossile brændstoffer.

Samlet har videnskaben fastslået ni planetære grænser, hvoraf de fire er overskredet herunder klima og biodiversitet. Herudover er der nu over 100.000 menneskeskabte stoffer i miljøet fra atomaffald til plastic. Det kan udløse andre uønskede forandringer, som videnskaben endnu ikke har undersøgt til bunds. 

Dokumentationen er omfattende og konsekvenserne truende både i forbindelse med Amazon-skoven og med de smeltende gletsjere i Arktis. Bogens forfatterne anbefaler i første omgang, at man stopper al skovrydning, al ekspansion af landbrugsland,  statsstøtte til fossilt brændstof og indfører en CO2-skat.

Det er ikke første gang, vi hører om problemerne og behovet for hurtige reaktioner. Begrundelserne for at komme i gang er blevet mere indlysende og bedre dokumenterede. 

Sprog, logik og konklusioner fungerer godt. Grafer og illustrationer er uhyggeligt tydelige. Klodens grænser motiverer til hurtig aktion og burde være pligtlæsning for den fossile industri og dagens politikere.

Klodens grænser

Viden om vores verden

Johan Rockström & Owen Gaffney

Forord af Greta Thunberg 

Introduktion af António Guterres

Oversat af Steffen Rayburn-Maarup

241 sider

Informations Forlag

Udgivet: 2022

Birte Strandby