Hvad sker der, når en almindelig dansker – født i halvfjerdserne midt i velfærdssamfundet med de bløde værdier – tager ud for at deltage i en krig? Hvis han nu er en god soldat, veltrænet, kompetent, den store beskytter – indstillet på at være soldat, fordi det giver mening for ham, er han så i stand til at modstå det skingrende vanvid, som krig jo egentligt er?

Det er omdrejningspunktet i denne roman. Jakob er soldaten, det er hans erhverv, og både for ham og hans våbenbror og ven Jesper, er militæret sund fornuft og bestemt ikke noget, der på nogen måde står i modsætningsforhold til et harmonisk familieliv. Jakob læser Peter Plys for vennens små piger og forelsker sig i Lone, der har en fireårig dreng. Så må han og Jesper afsted til Bosnien, og det første indtryk udtrykkes bedst med ordene fredsbevarende og kedelig. Indtil katastrofen indtræffer, en mindre katastrofe i Bosnien og et lammende slag på hjemmefronten september 2001. Jesper og Jakob overlever tilsyneladende også psykisk, indtil krigen i Afghanistan virker som katalysator for den sindssyge, der hele tiden har været der. Det interessante er, at Jakob ser Jespers problem men ikke sit eget.

Romanen beskriver fint den naive og selvbevidste unge mands venskab, hans kærlighed og hans skam over ikke at føle noget, da en kammerat bliver dræbt efterfulgt af en stigende accept af vold i visse sammenhænge. Fænomenet omfatter den samme ’dehumanization’ som Stanley Kubrick afbilleder i filmen Full Metal Jacket, og noget lignende forekommer i Jens Blendstrups Bombaygryde.

Rammende handlingsmættet portræt af menneskelig skrøbelighed.

Lars Husum

304 sider
Gyldendal
Udgivet: 08.10.2010