Leif er lige blevet student. Hans far, Uff, banker ham i Matador, og konsekvensen bliver, at Leif indkaldes til session og bliver sendt til Bornholm. Han var ellers fritaget, men Uff, mener at det vil være sundt for ham, og hans mor, der er svensk og dermed følsom, mener, at faren har ret. Så Leif kommer i hæren, der rummer mange interessante eksistenser. Leif er mest tryg ved de overordnede og gør sit yderste for at leve op til alles forventninger:

… han er et tomt hus med mange etager. Folk kan bare komme med deres møbler.

På et tidspunkt vil han gerne være sergent, men finder selv at han ikke er moden nok. Den øjeblikkelige løsning på dette problem er at få en kæreste. Modenheden kommer nu først ved den næste kæreste, og det er da mest kæresten, der er moden.

Det er i 1987, og de unge mennesker kommer ikke i krig, men under en øvelse er de udsat for en ulykke, og senere demonstrerer de en opførsel, der umiddelbart ligner et forsøg på buskapring og let kan udlægges som en krigspsykose, men i virkeligheden handler det om træthed og desperation.

Synsvinklen er Leifs, der er sart og modtagelig for enhver påvirkning:

For Leif handler Apocalypse Now ikke om Vietnamkrigen, men om Bornholms Værn..

Romanen er fortrinsvis opbygget af dialoger, overbevisende og humoristiske, men måske er det en beretning om, hvordan omgivelserne former mennesker, og så er bogen egentlig uhyggelig.

Måske kan man også vælge at se romanen som et vægtigt indlæg i en ny debat om højere rekrutteringsalder.

Jens Blendstrup

240 sider

Samlerens Forlag

Udgivet: 27.05.2010

Birte Strandby