Sikke en bog! Der er længe mellem de bøger, man læser så intenst, som var man selv til stede i handlingen.

Godhavn” er så godt skrevet, og så velkomponeret, at man suges helt med, og efterlades rystet, frysende og med lyst til at træde til, for at hjælpe de tre børn i ”Godhavn”. De er nu slet ikke børn man normalt ville betragte som udsatte. Børn af to driftige forældre, som har overskud nok til at tage til Diskoøen ved Grønlands vestkyst, for at gøre nytte i skolen og ved kommunen.

Bogen begynder med en foruroligende prolog, som sidder og generer i baghovedet under læsningen af bogen, som er delt op i tre afsnit, hvor handlingen er beskrevet med fokus på hvert af de tre børn. Det er det samme tidsrum, og nogle gange de samme begivenheder der beskrives i de tre afsnit, fra Bjørks ubevidste iagttagelser til den mere følsomme Knuts, og til den fuldt bevidste og temperamentsfulde Hildes forståelse af begivenhederne.

I Første afsnit følger vi den impulsive og umiddelbare Bjørk på ca. 7 år. I skolen skiller man de danske og de grønlandske elever, så hun bliver adskilt fra sin veninde Karline, da hun starter skolen. Bjørk bruger derfor næsten al sin energi på at skabe venskaber med de få børn i dansker-klassen. Det er noget af en opgave, da børn og voksne ofte rejser fra øen i utide, når de ikke kan ”klare mosten”, og det er derfor svært at skabe relationer, som varer ved.

Andet afsnit følger 12-årige Knut, som er en stille og følsom dreng, som analyserer og stiller spørgsmål til alting for sig selv. Hans bedste ven rejser hjem til Danmark, og efterlader ham uden nære venner. Knut er ikke meget for det barske liv i Grønland, han har ingen lyst til at gå på jagt og køre med hundeslæde, men vil hellere skrive lange breve til sin ven i Danmark. Vi følger ham i hans spirende seksualitet, hvor han forelsker sig i en af Bjørks veninder.

Storesøster Hilde på 14 er fars øjesten, – den stærke og seje pige, som elsker at gå på jagt og ikke er bange for noget. Men pubertetens hormonstorm er i fuld gang med at forandre hende, hun forelsker sig voldsomt og ubetinget i Johannes fra sin klasse, og kommer i strid modvind hos forældrene, som ellers selv burde have nok at se til med deres egne eskapader.

Iben Mondrups sprog er sanseligt, smukt og med nærmest fotografisk stærke billeder. Hun beskriver den ubarmhjertige natur, som familien bor i, sladderen fra de selvgode voksne, og de evigt sultne slædehunde. Men det er ikke så meget de ydre, dramatiske begivenheder der lægges vægt på i romanen, men børnenes indre tanke- og følelsesliv. Tematikken om seksualitet og identitetsdannelse er skarpt og troværdigt fremstillet. De barske omgivelser i romanen spejler fuldkomment det indre, skånselsløse landskab, som barndommen udspiller sig i. Og den minder os om, hvor intens barndommen er, uanset hvor den gennemleves.

Iben Mondrup
Gyldendal 25/9 2014 (som paperback 2/1 2015)
264 sider

Anmeldt af Maibritt Lindblad