”Vitello ridser en bil” er den første af en serie på ni bøger, og den begynder: Drengen de kaldte Vitello…
Vitellos mor har en Audi, og den må ikke få ridser. En dag kommer Vitello alligevel til at lave en ridse i lakken. Det var det, der ikke måtte ske, og han må gemme sig, så mor ikke finder ham og giver endefulde, stuearrest og sender ham på børnehjem. Vitello har tidligere prøvet at få stuearrest, da han tømte mors pung for at købe en hest. Men måske er der alligevel noget, der er vigtigere for mor end Audien, selvom Vitello jo ikke skal spille al for smart.

Også toeren ”Vitello vil have en far” begynder med: Drengen de kaldte Vitello…
Vitello bor i et rækkehus, og den lille familie – mor og Vitello – har en Audi, der kun har en enkelt ridse i lakken.
Vitello har ingen far. Hans mor siger, at hans far er en sjuft, og Vitello vil også være en sjuft, når han bliver stor. Men det er lidt ærgerligt det med den manglende far, især overfor vennerne Hasse og Max, der selv har en høj, tynd far, der vasker bil hele tiden. Vitello ser sig om efter en rigtig far-type. Det er ikke alle, der er lige gode, og hvad skal sådan en far egentlig kunne?

Det bedste ved Kim Fupz Aakeson er som sædvanligt humoren, som er til at tage og føle på, hvadenten man nu er tre eller måske 90. Niels Bo Bojesens tegninger passer fint til stilen. Konceptet minder lidt om Alfons Åberg, men er sjovere og rettet mod børn fra 5-9 år. Historierne er underholdende – også for den eventuelle oplæser – og ikke så rablende som for eksempel Sallys historier, ligesom moralen er tydeligere – faktisk er der vist ikke altid en (genanvendelig) morale i Sallys historier, og her hos Vitello er der nogle store, socialeksistentialistiske af slagsen.
Det bliver spændende at læse de næste syv bøger i serien.

Vitello ridser en bil
Vitello vil have en far
Forfatter: Kim Fupz Aakeson
Illustreret af Niels Bo Bojesen
32 sider
Gyldendal

Birte Strandby