Bruno er politimand. Han skal undervise på politiskolen, men bliver forinden pålagt at opklare en sag om en kvinde, Lis Jensen, der har begået selvmord i en vens lejlighed. Vennen, Banjo – der er romanens anden hovedperson, har et alibi og er i øvrigt blevet forhørt to gange af politiet.
Bruno kontakter Banjo og får hele baggrundshistorien. Banjo er kunstner. Han har kendt Lis siden de var børn, og de har været uadskillelige. Bruno kaldte Lis for Cassi efter stjernebilledet Cassiopeia, han hjalp hende med skolearbejdet og sang om sin betagelse nedenfor hendes vindue, hvad der udløste mønter fra de hjemmegående husmødre i de omkringliggende lejligheder.
Banjo fortæller også om sine forældre, om sit liv som enebarn og en besynderlig pubertet, der ender med at Banjo sammen med ældre drenge begår indbrud. Forældrene og repræsentanter for politi og kommune aftaler, at Banjo skal sendes til søs, og det bliver han så. Banjo og Lis mødes igen. Denne gang ender det katastrofalt, og så bliver Banjo sendt til Grønland. Det er her, han bliver kunstner – og ‘en selvtilfreds polarzombie’.
Banjo ender sin historie med at røbe, hvad der skete med Lis, og det bliver Bruno, der udligner hendes regnskab.
Samtidigt fortælles Brunos historie. Han har mødt en langt yngre kvinde, og de har fået en lille søn. Her er også hemmeligheder, overraskelser og en kynisk familieplanlægning.
Romanen er opbygget som en lang monolog – Banjos fortælling – afbrudt af klip fra Brunos egne tanker, om livet med en ung, beslutsom kvinde og svigerforældre der kun er et par år ældre end ham selv. Sproget er raffineret og anekdotisk.
Kastratens fabel
– lykken så tit rider med hast
Ole Petersen
88 sider
Herodaman
Udgivet: 2022
Birte Strandby
