Lottotesten: Ville man blive i samme job eller i samme forhold, hvis man vandt i lotto? Så enkelt kan man vurdere kvaliteten af sit liv ifølge denne håndbog, der også omfatter præsentation af kunstgreb, der skal få tilværelsen til at glide lettere samt en gennemgang af vejrtrækningsteknikker og de ’euforiserende’ stoffer vi producerer, blandt andet dopamin og endorfin.

Bogen er repræsentativ for tidens trend og kommer uforvarende også ind på ting, der måske burde være anderledes.
Et hårrejsende eksempel handler om ægteparret der har gang i to superkarrierer. Manden oplyser, at der er overarbejde undervejs, og hustruen forlanger at få sat tid på, hvorefter hun erklærer, at hun da gerne står for børn og hjem i den periode og selv forventer, at han efterfølgende gør det samme for hende i en periode af samme længe. Det er positivt, at det fungerer, men totalt overset at det er tidstypisk og tragisk, at børn og hjem er afhængig af sådanne kontrakter.

Faktisk er det kun en forsonende humor, der forhindrer denne bog i at være overflødig. De indledende løfter om at lære kraftfulde teknikker og trivselsstrategier indfries kun delvist. Til gengæld er det et udmærket og personligt billede af, hvordan mennesker kan komme til at hænge fast og kan have svært ved at komme videre – og videre betyder her mere af det samme blot med en anden dosering.
En af bogens sidste anbefalinger er løbeture i det fri frem for knoklen i motionscentret, og derved rører Henrik Krogh måske alligevel ved noget centralt: Behovet for et tiltrængt opgør med tidens materielle plastictilværelse.

Fra overlevelse til overskud – Lær at stortrives og blive langtidsfrisk

Forfatter: Henrik Krogh
208 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 30.10.2009
Birte Strandby