Hvordan så krig og konflikt ud, før nogen fandt på at skrive om det? Ifølge den gennemillustrerede Fortidens slagmarker viser det sig, at skønt der ikke findes meget på skrift før vikingetiden, så er der alligevel dokumentation for både våbenbrug og krigsførelse i form af fundne gravsteder, hvor våben i graven og skader på skeletterne beretter om kamp.

Fra jægerstenalderen for mellem 4000 og 13000 år siden har man østjyske bopladser, hvor der er fundet våben, men det er våben der er beregnet på jagt, køller, bue og pil. Sult, mangel på mad og territoriale rettigheder kan have skabt konflikter, men jægerne var alligevel ikke klassiske krigere, og mange af de fundne lig har mødt deres skæbne med et slag i nakken – måske et natligt overfald eller et bagholdsangreb. Senere produceres våben der skal bruges til at dræbe og der bliver flere tegn på anvendelse af vold hos de fundne skeletter. Først hen mod bronzealderen dukker krigeren/bueskytten op, og det er også i bronzealderen, at man begynder at bygge forsvarsborge med volde.

Der er ikke fundet deciderede slagmarker i Danmark, men grundet sædvanen med at ofre fjendens våben til guderne efter en kamp, er der fundet adskillige våben i moser og søer.

Geografisk er vi mest i Danmark, men mykenerne er angiveligt de første til at kæmpe i grupper med specialtrænede sværdkæmpere og bueskytter, og at Cæsars hære både var veludrustede og disciplinerede ved vi allerede.

Man finder også kvinder med våben i gravene, men kvinderne har ikke kampskader, og deres våben kan derfor forstås som rituel magt. Amazonerne var derimod ægte nok, og russiske arkæologer har fundet 140 grave med krigerkvinder i den våbenføre alder.

Bogen slutter med vikingetiden og Vilhelm Erobreren.

En foruroligende bemærkning der dukker op flere gange er den glade konstatering af, hvordan historie og arkæologi i heldige tilfælde kan spille sammen. Som lægmand ville man måske forvente, at netop historie og arkæologi var tæt forbundne?

Jeanette Varberg

320 sider

Gyldendal

Udgivet: 13.05.2014