Halime har levet både i Danmark og Tyrkiet og fortæller i bogen Enepige om forskelle og ligheder mellem to kulturer. 

Det begynder med, at Halimes far tager til Danmark for at arbejde i 70’erne. Dermed bliver familien lidt rigere, de kan spare sammen til et hus, og faren kommer hjem med gaver hver sommer. Da Halime er seks år gammel, beslutter forældrene sig for at flytte til Danmark. For faren og børnene går det godt. Børnene falder til i skolen, mens Halimes mor har vanskeligheder med at lære det danske sprog, og i øvrigt har nogle ubehagelige oplevelser med jobprøvning. Hun kan ikke rigtigt finde sig til rette, og familien flytter tilbage til Tyrkiet, selvom det betyder at Halime og hendes søskende må savne deres far. 

I Tyrkiet er skolen, hvor Halime går, ikke hverken børnevenlig eller pædagogisk, og hendes onkler synes, at hendes påklædning er forkert. Det ender med at familien igen flytter til Danmark, til Vollsmose i Odense, hvor der dengang i 1978 var 90 % danske familier og et i øvrigt venligere indvandrerklima. Halime er glad for skolen, der i den periode afprøver nye pædagogikker der først og fremmest respekterer barnet.

Skønt Halime har det fint med dansk skole og danske veninder, så har hendes familie stadig bevaret det tyrkiske kønsrollemønster: det er Halime, ikke hendes brødre, der hjælper moren i køkkenet, og det er hendes familie der finder en passende mand til hende. 

Halime gifter sig som aftalt, men 15 år senere bliver hun skilt, begynder på universitetet og går ind i politik. 

Erindringerne giver et fint billede af indtryk og oplevelser, og forholdet mellem kulturerne belyses fra flere vinkler. Sproget er klart og konkret, og der er rig lejlighed til at se på fordele og ulemper ved den tyrkiske og den danske kultur. Samtidigt er det også den spændende fortælling om den unge kvinde der finder sig selv, og om hvorfor den proces tog så lang tid.

Enepige

Herfra min verden går

Halime Oguz

I samarbejde med Kristina Lund Jørgensen

285 sider

Gyldendal

Udgivet: 13.09.2022

Birte Strandby