Hvordan ser verden ud efter opgøret med patriarkatet? En verden hvor mænd er reduceret til et redskab til reproduktion og til at dække kvindens seksuelle behov? Lyder det velkendt?

Sådan er verden nu: Planter gror vildt, mens firkantede huse med firkantede hjørner og vinduer betragtes som en ond arv efter tidligere tiders mandsvælde. Fritgående mænd repræsenterer vold og ondskab, derfor går de ikke frit men medicineres og chippes, så de er helt uskadelige.

Medea hedder den ene af vores fire hovedpersoner. Hun er heks og avler slanger. Hun bor i slummet, det tidligere Frederiksberg, sammen med to andre kvinder i et søsterkollektiv der engang rummede en god håndfuld hekse.

Medea elsker Wicca, og det er gensidigt. Wicca er kristen præstinde, og de har fået kontakt, fordi Wicca skulle bruge en giftslange til sit kirkelige ritual. Wicca har en god veninde, Eva, der er læge, og den ene af Medeas bofæller er Stille, der har en tragisk hemmelighed i sin fortid.

Medea har et problem. En gravid kvinde søgte tilflugt hos hende og fødte en dreng, der nu bor hos Medea. Det er problematisk, fordi drenge skal holdes i centrene, da de jo er farlige i fritgående udgaver. Men Medea har brug for drengen af flere årsager, og hun vil også gerne beskytte ham, selv om hans medfødte køn gør, at han ikke er noget normalt barn.

Wicca har et andet problem. Den slange hun har købt af Medea er ikke som forventet. Wiccas gudstjeneste går helt galt, og hun tror, at Medea måske har givet hende en forkert slange med vilje. Der lines op til en dramatisk afslutning.

Det er et fantastisk miljø, Uthaug beskriver. Beskidt og ildelugtende er der i slummet, så man kan lugte det i sit hjem efter endt læsning. Naturen har fået plads igen efter de mange år med destruktivt patriarkat, men kropsligheden og de menneskelige væsker der brygges kager og magier af, er frastødende. Verden er fredeligere, folk (kvinder) bliver ældre, kærligheden er fri, men til tider upraktisk. Burde vi være nærmere en ideel verden, og hvorfor er vi så ikke det?

Medea er skarp som en ragekniv og minder tydeligt mere om Euripides’ heltinde end Lars von Triers ditto. Læseoplevelsen er dybt fascinerende, medrivende og småklam. Måske kan man bedst sammenligne den med Will Selfs roman fra 2000 ‘How the Dead Live’.

11%

Maren Uthaug

352 sider

Lindhardt og Ringhof

Udgivet: 2022

Birte Strandby