Kunsten at sprogliggøre eksistensens ubevidste udtryk, aftryk og indtryk.

Sproget er aldrig uskyldigt. Samtalen er ikke altid af det gode, fælles forståelse afsløres gang på gang som et udtryk for en fælles beslutning om at give los for åndens dovenskab. Der er ikke noget stræk mod himmelen i dét.

Josefine Klougart fortsætter i sin helt egen stil med denne tredje roman, der måske er en efterfølger til den selvbiografiske Stigninger og fald fra 2010, men ikke deler baggrund med Hallerne fra 2011.

Hovedpersonen er en voksen kvinde, et jeg der lever mellem afskeder og ensomhed. Hendes mor får konstateret kræft, og hovedpersonen bryder med sin mand og finder en ny mand, henholdsvis og overskueligt kaldet ’min afdøde mand’ og ’den nye mand’. Det handler om som relativt statisk menneske at finde sig til rette i nye forhold og forbindelser:

… fra kærlighed til afhængighed til et dyrt lån og en dusør, levende eller død.

Josefine Klougarts store force er oversættelsen af det følte. Man kan bevæge sig frem gennem bogen, mærke hovedpersonens opfattelser af mennesker, opfatte savnene både de konkrete og de eksistentielle. Det er næsten ikke læsning men nærmere en slags absorbering af en stærk formidling:

Men det er sådan, det er, bjergenes orange, bjergenes forskellige blå, bjergblå blåsort, brevblå, blånende breve, blånende bjerge, bag øjnene bag bjergene, bælgsort blegrød morgen, blegrøde bjerge, blod og blodrød og brød, bjergenes bladenes røde blånende.’

I romanens kærlighedshistorie kan man finde paralleller til Heinrich Bölls Ansichten eines Clowns, og hvis man søger nyt sprog og smukke nye sætninger, kan de nydes her.
Josefine Klougart

264 sider
Rosinante:
Udgivet: 17.02.2012
Fem glober