Roman om en dansk-pakistansk familie med udsyn til tre generationer: Mormoren der får en kæreste, farmor og farfar der kæmper for deres pakistanske tilhørsforhold og traditioner, børnene der lever med at kombinere de forskellige kulturers input, selv om familiens teenagere har lidt vanskeligheder med at acceptere de forlovelser, deres bedsteforældre har arrangeret for dem – og så forældrene, der lever en relativt gnidningsfri tilværelse, indtil de får en uppercut af livet selv.

Ideen med romanen er udmærket, men formidlingen er af en sådan karakter, at man kan føle sig foranlediget til at skrive et forklarende læserbrev til Bent Vinn Nielsen, der i Information (10/2) efterspurgte formålet med forfatterskolen. I denne roman begås netop den type litteraturteknisk kriminalitet, som man – skal man dømme efter de unge, danske håb – i hvert fald ikke begår, når man har gået på forfatterskole: Overforklaringer og alt for mange ord. Idealiserende og idealiserede personer, der taler tungt og udførligt sammen. Hvor almindeligt er det, at to teenagere i bedste seminarieelev-stil sætter sig og omhyggeligt forklarer hinanden ritualerne ved deres respektive religioner?

Det er ikke skidt det hele, for eksempel er den pakistanske farfars udlægning af dansk humor værd at læse, og der er i det hele taget mange fornuftige forklaringer, der ville være på sin plads i en bog om kulturforskelle for børn i grundskolen. Herudover er der både krimi og drama nydeligt indflettet i bogens handling, selv om de voldsomme begivenheder skurrer slemt hos modtageren i forhold til de mange forklaringer om tro og kultur. Bagefter er man lidt forvirret. Hvem er den forventede læser?

Else Berenth

248 sider
mellemgaard
Udgivet: 2012

Birte Strandby