Nulvækst virkede som en plausibel ide, indtil jeg læste denne bog.

I det følgende gennemgår jeg Efter Festen, fordi den er en del af en relevant diskussion om, hvad vi kan forvente af fremtiden med vores nuværende klimaproblemer.

Først det positive

Forfatterne kommer med en masse gode forslag, som er gode i sig selv, uanset om man går ind for nulvækst. 

F.eks. mener forfatterne at vi bør søge at øge kvaliteten af produkter. Der er mange produkter for hvilke jeg er enig i den betragtning. Forfatterne foreslår, at man kan øge incitamentet til at producere mere robuste ting ved at udvide reklamationsretten. Det kan vise sig at være smart. Right to repair er i øvrigt et interessant koncept.

Ligeledes kan jeg kun være enig i, at man skal forhindre udenlandske kapitalfonde i at opkøbe dansk landbrugsjord (s194). Jeg synes også at det er interessant at udvide mængden af kolonihaver i Danmark, selvom jeg lige skal overveje ideen om at gøre dem til allemandsret (s219).

I anden sammenhæng skriver forfatterne:

“I dag beregnes udvidelse af motorveje som et betydeligt positivt bidrag til BNP og ses derfor som et samlet kollektivt gode. I den ligning overses en række faktorer, som et mere facetteret sæt af indikatorer vil kunne få frem i lyset. Det gælder naturligvis klima- og miljøbelastningen i form af CO2-aftryk og biodiversitet og ressourceforbrug ved anlæggelsen og den medfølgende udvidelse af den samlede trafikmængde. Det gælder desuden sundhed og trivsel.” (s175)

Et fuldstændigt fornuftigt tiltag at udvide beregningen, som jeg kun kan være enig i. Generelt er jeg af den holdning at mere af afkastet fra vækst bruges på velfærd. Vækst er godt, men det er ligegyldigt, hvis vi ikke bruger penge på noget vi vil have, bare for at kunne sige at vi er vækstet.

Således er der en række rimelig lavpraktiske ideer i bogen, som virker ganske interessante og værd at undersøge. Ingen af dem er imidlertid, hverken for sig selv eller samlet set et godt argument for nulvækst.

Opsummering af min gennemgang

Vores klimakriser kan vise sig at være vores største udfordring alt efter udsvingene i sandsynligheden for atomkrig. Det er skrækkeligt at tænke på, hvordan vi langsomt kan blive mere og mere fattige og komme til at mangle helt grundlæggende ting som mad og vand, imens vi koger under solen. Det ville dog være værre at opdage, midt under lidelserne, at de ikke skyldtes en reel mangel på ressourcer, men blot nogle socialdemokrater der har accepteret nulvækst-ideologien uden nærmere eftertanke og nu læser hvert nederlag som del af et middel der helliger målet.

Nulvækstsamfundet er en ide om, at samfundet kan fungere uden at vækste. Det kan være ønskeligt, fordi vores nuværende vækstsamfund har et problem med at overskride planetens grænser ved udnyttelsen af dens ressourcer. At skabe et nulvækstsamfund kan dog vise sig blot at gøre problemerne endnu værre, at koste menneskeliv og at være en dårligere løsning end et vækstsamfund med grøn omstilling.

Derfor bør man, hvis man skriver en opfordring til at søge nulvækstsamfundet kunne give plausible svar på tre følgende spørgsmål:

1- Det mest åbenlyse og centrale spørgsmål, som jeg i retrospektiv må sande, slet ikke tages op i bogen er: løser nulvækst problemerne?

Kan vi med andre ord være sikre på, hvis vi reducerer samfundets vækst, at den nuværende mængde af mennesker i samfundet stadig kan brødfødes og huses indenfor de planetære grænser? Hvis mad stadig skal transporteres i lastbiler, så skal asfalten stadig vedligeholdes. Hvilket vil sige at de virksomheder som indgår i det, skal have alle deres maskiner og de materialer der går i dem og så videre. Disse kan indtil videre, uden mere vækst, f.eks. ikke blive batteridrevne, fordi batterier er svære at skalere, hvad angår forholdet mellem hvor meget energi de kan rumme og hvor meget de vejer. For hver gang et batteri skal outputte mere energi over længere tid, skal dets eget forstørrede vægt inkluderes i den beregning. Måske med vækst vi kunne få gang i brint? Hvis ikke, så er transportsektoren jo bundet til fossil brændstoffer.

Uanset, når man tager sagen i betragtning, kan man så stadig være sikker på at den lange sammenhængende kæde af ressourcer til blot at producere og transportere mad eller andre fornødenheder, til mennesker, kan begrænses nok til at den ikke overskrider planetens grænser? Er forfatterne af bogen i øvrigt bevidste om, at når levestandarden stiger, så får folk færre børn, hvilket er godt i dette scenarie, færre munde. Er vi sikre på at fødselsraten ikke begynder at stige når levestandarden så falder og folk i øvrigt ikke kan arbejde så meget mere, hvilket er centrale aspekter af nulvækst? Selv hvis alle lande i verden hoppede med på vognen og koordination og grådighed slet ikke var et problem, kan verdens befolkning så rent faktisk overleve indenfor de planetære grænser, med den størrelse den har nu? Og hvis den ikke kan, hvor mange og hvem er det så vi skal af med før nulvækst virker?

Man kan ikke forvente et perfekt svar når det handler om at forudse fremtiden, men at forfatterne ikke engang behandler spørgsmålet, er for dårligt. Hvis nulvækst viser sig ikke at være nok, står vi imellem enten at vælge at starte et folkemord, så det bliver nok, eller at prøve at komme i gang som samfund igen, nu ikke bare med klimaproblemer, men med en selvforskyldt økonomisk krise af ukendte dimensioner.

2- Det andet, vigtige og overordnede spørgsmål man bør give et fornuftigt svar på, hvis man vil argumentere for nulvækst er, hvorvidt det er en bedre løsning end grøn omstilling? Hvordan er det at nulvækst, som jo kræver stor global koordination for at have effekt, er hurtigere og mere effektivt end den grønne omstilling vi allerede er i gang med? Hvorfor er det at vækst ikke kan redde os?

3- Det tredje vigtige spørgsmål har flere delelementer, overordnet lyder det: er det realistisk at implementere nulvækst?

Et delelement af det spørgsmål, som er særligt vigtigt, er spørgsmålet om fattigdom. Man kan ingenlunde, når man ser på menneskets historie, forvente at nogen ideologisk vision kan overbevise nok til at lade folk blive markant fattigere, uden optøjer og revolution. Se bare på Frankrig i vor tid. Hvad koster en reduktion i pension egentlig? Kan man implementere politik der reducerer folks levevilkår markant? 

Et andet delelement er det geopolitiske spørgsmål. Hvis et land begynder at søge nulvækst, mens andre vækster, så vil nulvækstlandet ikke have kapacitet til at forsvare sig, og det vil miste handel fordi det i forbindelse med reduktionen af produktion vil have færre, dårligere varer, som vækstlande kan producere billigere, bedre og hurtigere. Af samme årsag vil det blive dyrere at skaffe penge til landet via eksporten, til at få råd til at importere alle de varer som landet ikke selv kan producere. Priser på i forvejen dyr medicin og teknologi til hospitaler og alt muligt andet vil stige, samtidig med at lønninger i gennemsnit falder, fordi virksomhederne generelt tjener mindre. Det er i hvert fald det klassiske mønster når vi ser på lande som rent faktisk har gennemlevet nulvækst eller direkte recession i forbindelse med økonomiske kriser. Nulvækst kan lede til, at vi bliver skåret ud af det internationale system, og hvis hele Europa hopper med på vognen, så kan det lede til at vi ikke længere kan stå overfor vores internationale konkurrenter og fjender. Hvordan vil man få et land som Rusland ind i folden, som jo er klar til krig og som har et direkte incitament til at lade temperaturen stige, fordi det kan gøre ellers arktiske havne til varmvandshavne, manglen på hvilke er den historiske årsag til at de altid forsøger at tage Krimhalvøen. Hertil kan taigaen blive varm nok til at man kan opdyrke den og udvide landbruget markant.

For at opsummere delelementerne: Er det rent faktisk realistisk at implementere politik der gør os alle fattigere, kræver at størstedelen af verdens befolkning, måske alle, skal være med, og truer med at gøre os ukampdygtige og skære os ud af verdenshandlen, hvis ikke alle vil være med? Hertil kommer at hvis Vesten begynder på nulvækst, vil det så ikke forstærke alle andre landes incitamenter til ikke at gøre det samme? Hvad hvis vi alle nulvækster og lige knapt kan tøjle forbruget indenfor de planetære grænser, hvad skal så forhindre tyskerne i at sige, at danskerne skal være endnu fattigere, så de kan opretholde deres egen befolkning mere effektivt? Med de planetære grænser er nul vækstøkonomier jo i effekt et nulsumsspil. Hvordan var det nu, at verden var før man opdagede, at økonomi var mere end et nulsumsspil? Var det noget med nogle fyrstedømmer og nogle lange krige?

Der er flere spørgsmål, men de tre nævnte er de mest centrale. Selv hvis nulvækst viser sig at løse problemet, så skal det stadig være en mere realistisk løsning end grøn omstilling. 

I bogen formår forfatterne ikke at besvare nogle af spørgsmålene på en tilfredsstillende måde, nogle af dem tager de ikke engang op. Herunder kan du læse min gennemgang af problemerne.

Gennemgang af bogen

I det følgende har jeg gennemgået bogen, sorteret som overordnede temaer ud fra de spørgsmål, jeg gerne vil have svar på, som en læser der skal overbevises om at nulvækst er en god ide.

Først en note: 

En problemstilling forfatterne jævnligt støder på i deres argumentation er deres egen forståelse af, hvad vækst er. Den varierer konstant. De vil gerne have et nulvækstsamfund, men flere af deres forslag til hvordan, indebærer vækst. Nogle gange er vækst et spørgsmål om at skære i forbrug, andre gange kun om målet af vækst i BNP. I virkeligheden er et andet ord for vækst innovation. Ja, vi måler vækst i forskellen på BNP over tid. Hvis BNP er højere i slutningen af året, end i starten, så har vi vækstet, men det er et meget begrænset mål. Man kan i princippet bare begrave nogle penge i starten af året, og grave dem op igen i slutningen, så har man flere penge i slutningen, end i starten og har derfor vækstet. Det vi forsøger at måle er imidlertid noget helt andet. Vækst er noget der sker hver gang, vi opfinder en ny teknologi eller arbejdsgang til at gøre noget billigere, hurtigere og mere effektivt. Det er den reelle vækst, vi gerne vil måle. Det er bare meget svært, så vi kigger på værdien af alle vores produkter og services i stedet. Problemet i bogen er, at forfatterne ikke forstår, at det at være imod vækst er det samme som at være imod udvikling. Og at sige at vækst ikke kan redde os er det samme som at sige, at vi ikke kan udvikle os. Nulvækst er en anti-udviklings-ideologi. Den eneste formildende omstændighed for forfatterne er at de ikke lader til at have en konsistent forståelse af hvad de mener med vækst og dermed nulvækst. Det er dog problematisk at skrive en bog imod vækst, når man ikke helt har præciseret hvad man forstår ved det.

Spørgsmål 1: Løser nulvækst vores problemer?

Som jeg startede med at skrive, bliver allerede det første spørgsmål ikke besvaret i bogen. 

Forfatterne forklarer fint, hvor mange forfærdelige problemer vi har. De bliver ved med at understrege at “videnskaben siger”, “den videnskabelige konsensus er”, “studier har vist”, vi har talt med forsker X, Y, Z og så fremdeles. Det som videnskaben entydigt er enig i, og som forfatterne har masser af evidens for, er alle vores problemer. Hertil bliver forfatterne ved med at understrege hvor vigtigt det er at vi får styr på vores udnyttelse af planeten, forbruget skal indenfor rammen af “de planetære grænser”. Med hensyn til at give så meget som ét enkelt bud på hvor stor en reduktion af vores forbrug der rent faktisk skal til, om nulvækst derved løser problemerne, giver forfatterne, gennem hele bogen, som jo er ét langt pro-nulvækst argument, ikke ét eneste. De formår på intet tidspunkt at vise blot en indikation på, at nulvækst løser vores problemer. Eller rettere, hvor meget væksten skal reduceres. Hvad hvis vi ikke taler om nulvækst, men #degrowth, det der vi ellers kalder for recession eller depression. Jeg kan godt forstå, at når vores problem er, at vækst tærer på planeten, så giver det mening at vi skruer ned for vækst. Men hvor langt ned skal der skrues? Skal vi derned hvor mennesker vil dø af det? Kan vi forsvare det? Og så må man jo huske, at vækst er ikke bare noget, vi har valgt at gøre for at skade planeten. Vækst er civilisationens udvikling. Uden vækst havde vi ikke været i stand til at udrulle et forsvar imod pandemier, eller leve værdige liv på trods af store handikap. Hertil er vækst en kæmpe kategori. Det er i den sammenhæng ikke vækst der tærer på planeten, men vores forbrug af ressourcer. Selvom vækst er en faktor i at øge det forbrug, er det også en faktor i at nedbringe det. Vækst dækker over så store udviklingsmæssige tendenser (dem alle sammen), at det er klart at hvis vi betragter det hele som én sammenhængende kraft, så er det en totalt paradoksal kraft der både skaber mange problemer, men også mange løsninger. Derfor er det ikke selvsagt at vækst og overlevelse er modsigelser. Historisk har det ikke været tilfældet, tværtimod.

Der er ikke mere at sige om første spørgsmål i bogen, da det simpelthen ikke dækkes. Jeg må bare igen understrege, at det er skuffende. Vi kan ikke som samfund forsvare at kaste os ud i så voldsom en omstilling som nulvækst, når vi ikke engang har en indikation på, om vi er unødigt på vej ud i en rigtig slem situation.

Spørgsmål 2: Er nulvækst en bedre løsning end grøn omstilling?

Vi ved ikke på nuværende tidspunkt om vi overhovedet kan løse vores problemer, så selvom denne bog ikke giver noget svar på om nulvækst overhovedet er en løsning, så mener forfatterne godt, at de kan vise, at det er en bedre løsning end grøn omstilling (vækstsamfundets version), fordi grøn omstilling slet ikke kan lade sig gøre. Hertil kan man jo sige, at selv hvis nulvækst viser sig at kræve blodofre, så kan det jo stadig godt kaldes en løsning.

Jeg bør indskyde, at forfatterne ikke er imod grøn omstilling, de er imod ideen om en grøn omstilling udført af et vækstsamfund der ikke forsøger at blive et nulvækstsamfund. 

For at vise at vi ikke kan vækste os til grøn omstilling, skal forfatterne i princippet vise to ting. For det første skal de vise at afkoblingen af vækst fra overskridelse af klodens grænser ikke kan lade sig gøre. For det andet skal de vise at substitution heller ikke er en mulighed. 

Substitution er ideen om, at vi med vækst udvikler teknologien og kapaciteten til at erstatte, eller på anden måde arbejde os rundt om de problemer vi støder på, ligesom vi har gjort i fortiden. Hvis vi løber tør for en ressource, erstatter/substituerer vi den med noget andet. Enten en anden ressource som kan bruges i stedet, eller en helt anden måde at opnå et ligeså brugbart resultat på. Det er derfor at det er en stråmand at gentage flosklen om at evig vækst ikke kan fortsætte på en begrænset klode. Det er der forhåbentlig ikke nogen der mener. Pointen er, at så længe substitution er mulig, så er vi aldrig kun afhængige af ét sæt af begrænsede ressourcer. Substitution kan derfor omgå vores klimatiske problemer på tre måder, eller måske en blanding. Det kan være, at vi i fremtiden er afhængige af nogle helt andre ressourcer end dem, vi er afhængige af idag. Det kan også være at vi simpelthen kan substituere det vi mister når vi overskrider de planetære grænser. Det mener forfatterne ikke er realistisk, da klodens økosystemer er ekstremt komplekse. De arbejder dog ikke med ideen om, at vi måske ikke behøver ligeså komplekse systemer, som kloden har, for at køre en civilisation. En tredje mulighed er at vækst leder til teknologisk udvikling som simpelthen gør os uafhængige af klodens økosystemer. Forfatterne nævner selv “vertical farming”, hvor man kort sagt har løsrevet madproduktion fra naturen og dyrker alt i en stor bygning. Forfatterne skriver følgende om det:

“Men vi vil alligevel advare mod at satse hele butikken på den slags koncepter. Produktionen minder i umiskendelig grad om den industrielle optimeringslogik, som gennem det sidste halve århundrede har drevet fødevareproduktionen ind i en blindgyde. Smagløs og afkoblet fra naturen.” (s199)

Så fordi vertical farming er afkoblet fra naturen, hvilket jo ville være en måde at løse nogle af vores problemer på, og fordi det minder om “optimeringslogik”, så er det dårligt. Det lyder umiddelbart ikke som argumenter. Hvis det var en blindgyde, kunne vi vel ikke komme videre?

Forfatterne følger op med: 

“Vi er en integreret del af naturen, og vi tror ikke på, at løsningen på vores aktuelle klima- og miljøproblemer er at kæmpe endnu mere stædigt for at løsrive os fra den jord, vi bebor. Derfor er hermetisk afkoblede fødevaresystemer ikke den løsning, vi søger.” (s199)

Men hele menneskets historie er jo historien om én lang gradvis afkobling fra naturen, fordi den, imens den har mad, også er farlig for os. Vi kan alle godt lide ideen om at gå en tur i skoven og se solen stige over et bjerg, men flertallet af mennesker vil have naturen som de vil have deres sodavand, deres kaffe og deres krig: uden sukker, uden koffein og uden dødsfald.

Forfatterne forsvarer den centrale tese for nulvækst-ideologien, at en grøn omstilling med vækst ikke kan lade sig gøre, eller i hvert fald ikke er nok, fra side 37 til 49.

De medgiver at grøn omstilling på sigt kan lade sig gøre, hvis udviklingen af de teknologiske forudsætninger optrappes endnu mere. For at imødekomme den indrømmelse, hvilken jo gør økonomisk vækst til en løsning på vores problemer, bliver de nødt til at lægge en hånd ovenpå: 

“Der er nemlig meget stærke naturvidenskabelige argumenter for, at grøn vækst er et oxymoron – altså i sig selv en selvmodsigelse” (s39)

Hvad disse “stærke naturvidenskabelige argumenter” er, kommer forfatterne faktisk slet ikke ind på. De gentager blot den nævnte floskel om evig vækst i en begrænset verden, hvilket man jo kan se som en naturens jernlov. Det er dog ikke et argument imod substitution, eller afkobling som var det forfatterne påstod at diskutere. 

Forfatterne forsøger dernæst at argumentere imod substitution. De eksemplificerer med savværker, boreplatforme og fiskenet. Mere effektive savværker skaber ikke mere træ og problemet med de to andre eksempler er det samme (s41). Men det er ikke gode eksempler. For det første fordi bedre savværker i relative termer faktisk skaber mere træ. Jo mere effektivt vi kan udnytte den samme mængde af træ, desto mere har vi gjort med det i forhold til før. Teknologisk udvikling er effektiviseringen af udnyttelsen af ressourcerne. Og lige præcis træ er jo noget som Storbritannien rent faktisk løb tør for under industrialiseringen, og som de ganske succesfuldt erstattede med kul. Forfatterne giver selv det danske eksempel senere i bogen:

“I begyndelsen af 1800-tallet var der i Danmark under fem procent skov tilbage, dengang den altafgørende energikilde. Det gjorde os til det mest afskovede land i Europa, hvad naturrigdom og økosystemer i øvrigt stadig er mærket af i dag. Kun takket være opdagelsen af kul gik vi fri af en dyb økonomisk krise.” (s 97)

Hvad gav dengang landene kapaciteten til at kunne udvinde og udnytte kul som brændsel? Vækst er svaret. Præ-industrielle lande, som op til industrialiseringen også var afskovet sammenlignet med idag, ville ikke have kunne komme med sådan en løsning, for det kræver et industrielt produktionsapparat at lave solide redskaber til at grave ind i bjerge med og lave højovne til smeltning af jern til de skinner som skulle bruges til at transportere kullet i store nok kvantiteter til at det var en bedre forretning end at overtage et andet land for at få mere træ. At søge nulvækst er, som jeg har noteret, at søge at reducere vores kapacitet til at løse vores problemer. Så kan man sige at industrialiseringen intensiverede manglen på træ, man kunne bare have ladet være med at industrialisere sig, men det er forkert. For det første i den dumme, bogstavelig forstand, alle der ikke industrialiserede sig, fik bank af deres industrialiserede nabo. Den mere menneskelige, omend sekundære årsag, var den høje fødselsrate i det pressede, statistiske landbrugssamfund. Mere mad krævede udvikling. En bedre levestandard krævede udvikling. 

Når vi taler om at ressourcer kan erstattes, mener vi, som sagt, ikke bare at de kan erstatte hinanden. Vi kan opfinde helt nye måder, som bruger nye ressourcer. I forhold til forfatternes eksempler kan træ måske erstattes af et helt andet materiale? Måske vi kan spise andet end fisk? Måske en økonomi kan vækste uden olie? Derfor kommer vi i øvrigt heller aldrig af med denne her spild og udnyttelse og forurening, og derfor er det urealistisk at påstå at en grøn omstilling er tabt så snart vækstsamfundet er afhængig af ressourcer. Spørgsmålet er ikke om vi er afhængige af ressourcer, men om vi er vækstet nok til at have kapaciteten til at overleve og omstille os, på trods af at vi løber tør for ressourcer. Det er en langt dybere problemstilling, som rækker langt ude i fremtiden. Sidstebossen i det kapløb hedder entropi. 

Forfatterne formår ikke et solidt argument imod afkoblingen af vækst fra udnyttelsen af ressourcer. I stedet siger de bare at Det Europæiske Miljøagentur har den samme holdning som dem selv (s39). Herefter må de lige forklare endnu engang at vækst er dårligt:

“På verdensplan er udsigten endnu mere nedslående: Hvis væksten fortsætter i samme takt som for øjeblikket, vil verdensøkonomien næsten være 16-doblet ved udgangen af dette århundrede.” (s40)

Sætningen efter har de indset, at det er svært at sige at det er en dårlig ting, når de stadig ikke har fundet et solidt argument imod kombinationen af vækst og grøn omstilling. 

“Spørgsmålet om afkobling handler dog netop om, hvilke muligheder der findes for at erstatte specifikke materialer og energiformer i takt med, at økonomien udvikler sig” (s40)

Citatet er som noget de skriver til sig selv for at holde sig på sporet. Som eksempel giver de det refererede, med savværkerne  der som nævnt ikke er en god pointe.

Så indser de også selv at den pointe er tvivlsom og følger op med at skifte afsnit og åbne med denne kioskbasker: “Uanset hvor diskussionen og uenigheden om substitutionsmuligheder i økonomien måtte ende, er det imidlertid ikke det eneste, der afgør, om fortsat vækst er mulig”

De opgiver med andre ord at færdiggøre argumentet og går videre. Som læser tænker jeg at nu kommer det centrale argument, som jo er hele bogens præmis, endelig. For lad mig lige understrege at hvis denne her bog skal give mening, så bliver forfatterne jo nødt til at vise, at nulvækst er en bedre, mere plausibel løsning på vores problemer end grøn omstilling.

“Det er helt indlysende ikke nok, at man om en årrække er i stand til at skifte helt væk fra fossile brændsler og over til fornybare energikilder, hvis det økonomiske systems belastning af miljøet allerede har passeret kritiske grænser” (s41)

Korrekt, det gør dog stadig ikke nulvækst mere plausibelt. Slet ikke når det viser sig at mad stadig skal transporteres i lastbiler på asfalt. Hertil kommer igen at vi skal påvise at vi ikke kan vækste os rundt om de kritiske grænser. Så kommer argumentets kerne: 

“Det er derfor helt afgørende igen at konstatere, at belastningen af disse rense- og nedbrydningstjenester stiger med økonomisk vækst” (s41)

De omtalte tjenester er moder naturs, som vi er afhængige af. Citatet kommer med referencen til beviset som er… Den samme bog på google, som også blev brugt til pointen med savværkerne. Det er bare pointen med savværkerne igen. 

For yderligere at underbygge skriver forfatterne at vækst ikke kan lade sig gøre uden mere affald, men også igen generel miljøbelastning. Effektiv genbrug, erkender de, kræver også mere vækst og så flytter de målstregen ud i umulighedernes land igen:

“… da 100 procent genbrug er umuligt, vil vedvarende forøgelse af den mængde energi og materiale, der gennemløber økonomien, ikke kunne lade sig gøre i det uendelige” (s42)

Og det er jo lidt rigtigt (hvis de havde formået at argumentere imod substitution), men uendelighed er jo en noget anden tidshorisont, hvor vi som sagt kæmper imod entropi. 

Forfatterne opfatter igen hurtigt at de stadig ikke har solgt argumentet til fulde, for hvad med al den resourceanvendelse som kan omstilles til serviceydelser i vores nye digitale økonomi?

De skriver:

“Faktisk tyder forskningen på, at en voksende servicesektor øger presset på de planetære grænser …” (s42)

Vi støder da også bare på planetære grænser alle vegne!

Uanset er diskussionen om produktion til service en pseudodiskussion. Det som forfatterne mangler i deres argument er stadig det samme. Man kan ikke lave en god redegørelse for hvilke ressourcer vi har brug for eller som kan erstattes af andre i fremtiden, ligesom man ikke kunne have forudset hvor hurtigt kunstig intelligens ville udvikle sig for ti år siden. For det kræver at man forudser den teknologiske udvikling. Der er, ironisk nok, kun ét scenarie hvor vi faktisk kan forudse den teknologiske udvikling og det er nulvækst-scenariet, for der er der ingen teknologisk udvikling (for så er der ikke tale om nulvækst). 

Hvis ikke kommentaren om at “100% genbrug” er umulig er den mest absurde sætning i bogen, så er det denne:

“Vi er i hvert fald ikke i stand til at udpege eksempler på produkter eller serviceydelser, som slet ikke forudsætter hverken materiale- eller energiinput og derfor vil kunne stige ubegrænset i produktionsomfang” (s42)

Hvad er mere absurd: at påstå at verden har uendelige ressourcer, eller at påstå at mennesket skal kunne udvikle sig uden at bruge ressourcer overhovedet? Det kommer vist ud på ét. Igen er det misforståelsen af vækst og af substitution som kommer til udtryk. Lad os nu heller ikke abstrahere os helt væk fra vinduet. Mennesker har brug for at spise, sove, skide og opleve. Det kræver ressourcer. 

De slutter afsnittet af med en ethos appel: “konklusionerne, vi her præsenterer, er ikke langt fra den videnskabelige konsensus på området” (s43)

De refererer til Patha Dasguptas projekt. Det er meget tydeligt at det der er videnskabelig konsensus om er at det går dårligt, og ikke at en god løsning er at slå vores egne knæskaller af ved også at forsøge nulvækst.

I erkendelse af stadig ikke at have besvaret spørgsmålet om afkobling af vækst fra udnyttelse af naturen, tager forfatterne endnu engang en tur med de samme argumenter:

“Det første principielle spørgsmål er, hvor gode substitutionsmuligheder der reelt er mellem forskellige typer af inputs i produktionen” (s44)

De understreger et par gange mere at vi vækster meget og at produktionen af biler i Kina ikke er blevet mindre ressourcekrævende. Hertil understreger de at Vesten heller ikke er blevet meget mere produktionseffektiv og har en svag “afkobling”. (s44-45)

I deres gennemgang af Danmarks forsøg på at skjule emissioner ved at outsource og lignende, kommer forfatterne overraskende nok frem til at der faktisk har været “absolut afkobling” mellem vækst og voldtægt af jorden. Danmark har fra 1990 til 2020 reduceret emissioner med 8% og vækstet med 61%. Så det kan lade sig gøre når vi taler om CO2 (s49), men som påpeget taler forfatterne om total afkobling fra forbrug af ressourcer når det lige passer dem. Uanset er det selvfølgelig ikke en success. Det går alt for langsomt, og derfor behøver vi ikke diskutere nærmere hvad situationen har med deres tidligere argumenter at gøre. Uanset er afkobling i deres tidligere, fremlagte, totale forstand, stadig den forkerte diskussion. Vi kan ikke vækste på kærlighed og vi kan ikke vælge vækst fra.

“… at vores optimisme for vækstøkonomiens fremtid ikke bør være stor…” s49

Forfatterne havde nærmest lige konkluderet at vækstøkonomiens fremtid var helt og aldeles urealistisk. Efter ti siders forsøg på at slå ideen om afkobling til jorden er problemet nu, at det ikke går hurtigt nok. Hvordan er det hurtigere at overbevise en Nigeriansk landsby om at de skal opgive den fabrik de havde planlagt, fordi det ville være et eksempel på vækst? Forfatterne har lavet første etage i et vakkelvornt korthus. Spørgsmålet om hvorvidt nulvækst er bedre end vækst med grøn omstilling er blevet til et kompromis-spørgsmål om hvad der er hurtigst. Og det er åbenbart hurtigere at overbevise Putin om at han ikke har brug for de varmvandshavne alligevel. 

Vil forfatternes videre argumentation i bogen bære præg af, at de ikke lykkedes med denne? Nej, selvfølgelig ikke. Hvis det var normen at gøre sådan, så ville der slet ikke findes denne type af pop-videnskabelig debatlitteratur. Og det ville være at skade væksten i konsulenter og lænestolspolitikere.

Det er ironisk at forfatterne ikke vil tro på afkoblingen af vækst fra fossile brændstoffer, når de flere gange i bogen sætter deres lid til en meget mere kontroversiel afkobling:

“Og endelig skal den teknologiske transformation drives hurtigere og længere frem. Vi skal omlægge til vedvarende energi, øge genanvendelsen af materialer og i det hele taget optimere produktionen. Den teknologiske side af sagen har ikke fyldt meget i denne bog. Men den er uomgængelig, for uden nye energiformer og nye teknologier, der kan binde kulstof, er det ikke realistisk at indfri ambitionen om et bæredygtigt samfund.” (s171)

Misforståelsen af vækst, her manifesteret som en tro på afkoblingen af teknologisk udvikling fra vækst. Det nævnte tiltag vil ødelægge nulvækstprojektet fordi teknologisk udvikling er vækst. Hertil kommer at de kapacitetsmæssige forudsætninger for at udvikle og diffusere ny teknologi hurtigt, som under corona hvor vi opfandt en ny vaccine og udbredte den på et år, er noget man kan forvente af et industrielt vækstsamfund. Præ-industrielle samfund får Sort Pest og så venter de ellers bare på at mængden af lig bliver så stor at pesten ikke kan sprede sig længere.

3. Spørgsmål: Er det realistisk at implementere nulvækst?

Som sagt har dette spørgsmål flere dele. Forfatterne bruger det meste af bogen på at forklare hvordan man kan overbevise folk og inddrage dem i nulvækstprojektet. De bruger knap så meget tid på at diskutere konsekvenser ved nulvækst. Det der imidlertid vil betyde mest for implementeringen af nulvækst er hvor dyrt det er for de mennesker som samfundet består af. Og de spørgsmål jeg mener er relevante at stille i den sammenhæng er spørgsmål der vedrører ting som de fleste ville reagere kraftigt på, rent historisk, som f.eks. at blive fattigere, eller blive angrebet af andre lande. Der er dog også et tredje delspørgsmål jeg ikke har nævnt endnu, som handler om hvorvidt økonomien overhovedet kan fungere med nulvækst. Min umiddelbare holdning til nulvækst er at de fleste lande har prøvet det ufrivilligt under et andet navn: recession. Afghanistan er lige nu det eneste land der virker dedikeret til at blive i det.

Hvor meget fattigdom vil nulvækst skabe?

Forfatterne stiller ikke direkte det her spørgsmål. Faktisk er det lidt som om at de forsøger at undgå det. Først har de et kapitel om at vækst ikke gør os lykkeligere, hvilket sikkert er rigtigt. Det spøjse ved den tese er antagelsen om at vi vækster for at blive lykkelige. Det er absurd at behandle vækst som et valg vi har truffet. Og til dem der så tænker at Den Kolde Krig er et eksempel på at man skulle træffe et valg imellem vækst eller ej, så er det kun fordi kommunisterne fejlede så gevaldigt i at vækste, hvilket i øvrigt var forfærdeligt for dem. Man kan sige at de prøvede en version af nulvækst, det var bare ikke frivilligt. Var der imidlertid én eneste ide som både amerikanerne og russerne var enige i, så var det at vækst var målet, spørg bare Stalin:

“Why are certain branches of industry lagging behind? Why is it that certain branches of industry show an increase of only 20 to 25 per cent, while coal mining and the iron and steel industry show an even smaller increase and are trailing behind other branches?” (J. V. Stalin, “New Conditions — New Tasks in Economic Construction”. June 23, 1931)

Forfatterne giver dog nogle hints rundt omkring i bogen, som indskudte sætninger nærmest, der peger på hvor græl en situation vi kan ende ud i. 

Først og fremmest har forfatterne et helt kapitel, hvor de gennemgår “indvendingerne” imod nulvækst. De forsøger mere eller mindre direkte at besvare nogle af de spørgsmål jeg stiller her, men kommer også ind på flere ligegyldige pseudospørgsmål, som hvorvidt mennesket er genetisk programmeret til at overforbruge (s96), eller at vækst er “produktet af menneskets iboende frihedstrang” (s102). 

De diskuterer fattigdomsspørgsmålet indirekte som gendrivelsen af et indlæg af journalist og forfatter Lars Olsen. De vinkler “indvendingen” således:

“De nødvendige klima- og miljøtiltag vender den tunge ende nedad, og i fraværet af fokus på vækst og arbejdspladser vil bl.a. ufaglærte og faglærte ende med at blive de store tabere.” (s82)

Så det handler altså ikke om “de fattige”, men om denne her mærkelige sammenklumpede kategori af “ufaglærte og faglærte” hvilket jo overhovedet ikke er det samme.

Lars Olsens grundlægge anklage er at det er let for den øvre middelklasse i indre København at promovere grøn omstilling, når det ikke er dem der bliver fyret fra CO2 intensive virksomheder, som ender med at dreje nøglen om (f.eks. ansatte i industri, landbrug og transport).

Forfatterne besvarer Olsens indvending i to dele. Først og fremmest mener de, at højindkomstpersoner vil blive ramt værst af klima-afgifter fordi de generelt har et mere CO2-udledende forbrug. Hvilket er et meget svagt argument fordi rigdom generelt vil gøre det lettere for dem at omstille sig end f.eks. en slagteriarbejder der fyres fordi virksomheden afgiftes til døde da den jo alligevel ikke må vækste og derfor ikke kan konkurrere. Forfatterne tror virkelig på at når den øvre middelklasse og derover, må opgive flyrejser, så er det hårdere end når en ufaglært industriarbejder må opgive sit job. Efter ikke at have ramt i nærheden af Olsens udfordring med deres første besvarelse, giver de i den anden besvarelse indrømmelser. De prøver ikke at lyde for glade for at fortælle industriarbejdere at de skal fyres, men siger alligevel følgende, efter en længere smøre om hvordan Danmark ikke har oplevet en Detroit situation, hvilket er det samme som at sige at det kunne være værre:

“I Danmark har kombinationen af en stærk arbejdsmarkedsmodel, aktiv industri- og erhvervspolitik med en tæt kobling til bl. a. uddannelsessektoren og ikke mindst et engageret civilsamfund med tradition for at træde sammen og arbejde sammen, når det virkelig gælder, i det store og hele forhindret ledigheden i at stige, når store industriarbejdspladser har måttet lukke.” (s84)

Oversættelse: “Vi synes at det er fint at de grupper som Lars Olsen bekymrer sig om bliver fyret, og vi er sikre på at de hjælpemekanismer vi har haft i tidligere tiders vækstsamfund også fungerer i vores nulvækstsamfund.”

Så ja, Lars Olsen havde ret. Efter det kommer forfatterne med nogle anekdoter om industriarbejdspladser der blev lukket hvor det gik fint, set fra et politisk analytisk perspektiv der ikke involverer de personer det gik ud over. Herefter drejer de diskussionen tilbage på klimadiskussionen. Det giver ikke mening at holde virksomheder kunstigt i live når de opbygger en klima-regning, lyder det, som om det var det spørgsmålet handlede om.

Forfatternes lyst til at fyre industriarbejdere underbygger yderligere, at deres første argument om forskellene på CO2 udledning i privatforbrug var ligegyldigt. Industriarbejderne er fucked og Lars Olsen havde helt og aldeles ret i sin bekymring.

Økonomisk jernlov: “Holder man liv i noget, der er urentabelt, så redder man måske umiddelbart de pågældende arbejdspladser, men på sigt bliver alle dårligere stillet.” (s85)

Vi fyrer altså industriarbejderne og gør en hel masse mennesker fattigere, for at redde dem. Det havde måske været mere troværdigt, havde de på mere overbevisende vis kunne afvise grøn omstilling med vækst. 

Forfatterne underbygger med:

“Man fortrænger nemlig andre og mere produktive foretagender, fordi såvel arbejdskraft som kapital er låst i dårligere investeringer, end alternativt kunne sættes i værk.”

Og hvad kalder man det når man så får frigjort kapitalen til at bruge på “mere produktive foretagender”? Vækst, det var bare det.

Herefter forsøger forfatterne at forsvare positionen ved at sige at der vil være andre jobs til faglærte og ufaglærte:

“…hvad angår den grønne omstilling, er vi faktisk hjulpet godt på vej af, at vi vitterligt har brug for alle hænder i de kommende årtier – også selvom væksten aftager.” (s87)

Og der må man jo bare spørge, hvordan man har tænkt sig at skabe flere jobs uden at vækste? Har de her mennesker aldrig hørt om økonomiske kriser? Hvorfor er det i øvrigt ikke den indvending imod nulvækst de tager op som den første!? Hvordan er nulvækst anderledes end en økonomisk krise?

“Men læseren vil måske fortsat have en fornemmelse af, at fraværet af vækst risikerer at have negative konsekvenser for beskæftigelsen, hvilket i hovedsagen vil være et problem for dem med det svageste fodfæste på arbejdsmarkedet som f.eks. ufaglærte” (s88).

Endelig får forfatterne adskilt gruppen faglærte og ufaglærte, til gengæld vil de ikke besvare det implicitte spørgsmål før kapitel 6. I kapitel 6 giver de otte bud på hvordan vi arbejder os hen imod nulvækst som samfund. Jeg antager at det de mener der forklarer hvorvidt ufaglærte mister fodfæste på arbejdsmarkedet, er deres gennemgående tese omkring håndteringen af nulvækst: Vi skal arbejde mindre. Så indirekte lyder det mest som om at ufaglærte bare kommer til at miste fodfæstet på arbejdsmarkedet. Ideen er at vi godt kan vækste lidt og omstrukturere rundt omkring i samfundet, hvis bare vi hele tiden opvejer eventuel vækst med nedsat arbejdstid. Det er selvfølgelig rimelig problematisk. For det første fordi arbejdstid kun kan sænkes til nul, imens vækst kan stige så længe substitution er muligt. Alle spørgsmål om hvor meget man så skal have for den ene time om ugen man må arbejde, eller hvordan det nu bliver, er for detaljerede bekymringer til denne bog. Der gives altså ikke svar. Jeg er pessimist og tolker det som en dårlig ting.

Forfatterne forsøger også at gendrive en anden fattigdomsrelateret indvending, men som igen er vinklet væk fra kernen af spørgsmålet. Frem for at skrive om fattigdom, skriver de om hvorvidt faldet i BNP vil påvirke den offentlige sektor, altså velfærden. Det går ikke så godt:

“Hvis danskerne fremover beslutter sig for at arbejde mindre, bl.a. for at reducere den negative miljø- og klimapåvirkning, vil det forværre de offentlige finanser og dermed efterlade en økonomisk regning til kommende generationer. Men det vil omvendt efterlade et miljø og klima i bedre forfatning. Hvordan disse effekter holdes op imod hinanden, er i sidste ende et politisk spørgsmål og ikke et fagøkonomisk spørgsmål.” (s95)

For det første stødes jeg af ideen om, at forfatterne skulle være “fagøkonomer” mere end noget andet i verden. Det jeg burde blive mest stødt over er dog at de simpelthen ikke behandler det mest centrale aspekt af et spørgsmål de selv har stillet. Tænk det imod det tidligere citat om de kræfter i Danmark, som i tidligere tider har forhindret lediggang når store industrivirksomheder lukkede. Det der bliver sagt her er at når industriarbejderne så bliver fyret, så er der en reduceret offentlig sektor til at hjælpe dem. Til det kan man jo spørge om den nuværende, ikke-reducerede offentlige sektor, også føles som en velfungerende, ikke-reduceret offentlig sektor? Hvor effektiv kommer den lige til at være under nulvækst? I den sammenhæng appellerer forfatterne igennem hele bogen til den store tillid og sammenhængskraft i Danmark. Hvor robust kommer den til at være, når ét af dens fundamenter, den offentlige sektor, begynder at skrumpe, samtidig med at dens opgaver vokser, fordi alle bliver fattigere og mange bliver fyret? Som forfatterne selv skriver:

“Den høje danske tillid er nemlig ikke kun resultatet af Foreningsdanmarks evne til at danne relationer. Den er også et resultat af et responsivt politisk system og af velfungerende institutioner, behandler folk lige.” (s200)

Kan man have velfungerende institutioner, når velfærden i nulvækstsamfundet skal begrænses?

Hvordan kommer levestandarden egentlig til at være i dette nulvækst samfund? Forfatterne kommer kun med hints:

“Der bliver meget længere mellem shoppingturene, og konceptet “shoppingferie” dør sandsynligvis helt. Vi skal som samfund introducere et materielt mådehold, der for de ældre generationer vil give mindelser om tidligere tiders smalhals efter Anden Verdenskrig eller oliekriserne i 1970’erne. Men på trods af det alvorlige bagtæppe mener vi også at kunne finde noget appellerende ved en sådan omstilling. Vi kan i hvert fald ud fra forskningen konstatere, at når hyppigheden af indkøb af større forbrugsgoder nedsættes, vil det i sig selv gøre det enkelte køb mere værdifuldt for os.” (s181)

Her er forståelsen af ordet “smalhals” fra ordnet.dk: “utilstrækkelighed med hensyn til penge, mad m.m.; fattigdom”

De tør ikke skrive fattigdom, men spørgsmålet ligger stadig i baggrunden og lurer uden at vi helt taler om hvem der bliver mest udsat og hvordan folk rent historisk reagerer når de bliver udsat for store reduktioner i levevilkår. Gider man ikke historie, kan man, som nævnt, også bare kigge på franske optøjer i nyere tid. Det var den pensionsordning Macron ikke rigtig kan komme over.

Forfatternes snuskede menneskesyn viser også sit grimme ansigt i citatet. Ja, den lille pige med svovlstikkerne ville have sat større pris på en varm seng end jeg gør, og hvad så?

“Følelsen af at have ønsket sig noget længe, måske sparet op til det over måneder eller år, inden man køber det, er en anden end at reagere på sin første impuls til at anskaffe sig dette eller hint, som måske ikke bundede i et regulært og længerevarende behov.” (s181)

Mange i de generationer der står til at købe deres første hjem nu, er allerede rimelig frustrerede over priserne. Læg i øvrigt mærke til hvordan forfatterne får vendt den materielle mangel til at være en slags stoisk, pseudo-religiøs oplevelse: “Ej, hvor jeg bare nyder min tilværelse meget mere, fordi jeg har kæmpet så meget hårdere!”.

Det gør forfatterne igennem hele bogen. Fattigdom er åbenbart en romantisk ide for den øvre middelklasse i indre København og Århus. Økonomien skal være cirkulær, alle produkter skal være af højere kvalitet, og vi skal fokusere mere på at reparere (men kan vi egentlig overhovedet vedligeholde vores ting indenfor de planetære grænser? – det svares der ikke på) vores ting og på dybe, sociale relationer.

“Som vi vil præsentere i det følgende, vil en mere divers og årstidsbaseret produktion med fokus på frembringelse af egnsvariationer og højkvalitetsprodukter i høj grad forudsætte,

at produktionen foregår decentralt og dermed kan håndtere lokale forskelle.” (s192)

Åh, lokalt! Åh, høj kvalitet! Det er som alle reklamer for mælk og smør for tiden.

I bogens sidste afsnit foreslår forfatterne at gøre kolonihaverne til allemandseje, altså en slags mini kollektivisering (s119). 

Forfatterne kommer med Staunings romantisering af kolonihaverne, som om de på hans tid var til naturglæde og børneopdragelse og ikke først og fremmest til at spare penge på mad (s220). Hvad forfatterne igen ikke tør sige direkte. 

Jeg går også ind for flere kolonihaver, fordi det er et gode i sig selv. Når en nulvækstideolog gør det kan jeg kun læse det som en foregribelse af den reduktion af mad som hans projekt vil lede til, uagtet naturens grænser. Forfatterne spilder da heller ikke lige chancen til at understrege hvor gode kolonihaver er til madproduktion (s221).

Lars Olsen har altså også ret med hensyn til sin beskrivelse af den klasse der promoverer nulvækst. Forfatternes generelle beskrivelse af nulvækst gør dem til et kerneeksempel på klassens distance til resten af samfundet. Med fokus på små landbrug med lokale nuancer og unikke produkter sælger de nulvækst til deres egen klasse af forbrugere. Et fantastisk lille samfund hvor alt er god kvalitet, naturen trives og alle er en del af Foreningsdanmarks og lever for den gode, dybe, sociale relation. Men kan denne øvre middelklasse-akademiker med familie i indre by og et økologisk forbrugsmønster hægtet på en frygt for sine børns fremtid, eksistere i nulvækstsamfundet? Når man kigger på de hints forfatterne giver til reduktionen i velfærd og arbejdspladser etc., kan man hurtigt blive i tvivl.

Her gav jeg de umiddelbare hints som forfatterne kommer med, hvad angår størrelsen på reduktionen i levestandard. De vil helst ikke tale om det, men det er svært helt at komme udenom. Det ligger også implicit i små skræmmende udsagn som dette:

“Vi er af den klare overbevisning, at vi som mennesker er i stand til at lave den nødvendige tilpasning, præcis som vi har gjort så mange gange gennem tiden. Slægtled efter slægtled.” (s97)

Altså en fuldstændig standard, ideologisk romantisering af menneskets bånd og evne til at klare sig på trods. Med andre ord den type af retorik som ledere kommer med når deres folk skal igennem en rigtig hård periode.

Hvilke konsekvenser har nulvækst for den nationale sikkerhed?

Forfatterne tager faktisk det geopolitiske spørgsmål op i deres gennemgang af indvendingerne imod nulvækst. De besvarer det dog kun hvad angår vores forhold til Kina, og deres svar er dybt problematisk.

Det er den eneste indvending som forfatterne stiller direkte og uvinklet:

“Indvending: Velstand, teknologisk udvikling og vækst er på langt sigt afgørende parametre i den rivalisering, der sker mellem nationer globalt. De rigeste og dygtigste bliver de stærkeste, og hvis vi i Vesten forlader målet om vækst, åbner vi døren for autoritære regimers dominans over verdens demokratier. Vækst er grundlaget for, at vores levevej kan forsvares, sikres og udvikles.” (s105)

Forfatterne skriver om de internationale problemstillinger nulvækst kan lede til:

“Logikken bag argumentet er besnærende, og vi vil ikke foregive at kunne modsvare indvendingen fuldt ud i denne tekst.” (s106)

Så langt så godt.

Forfatterne citerer nogle sociologer for at sige at “økologiske udfordringer” vil have indflydelse på geopolitiske spørgsmål. De bakker det op med reference til oprettelsen af et nyt center under CIA. Men igen misser de skiven. Klima har i lang tid påvirket geopolitik. Se bare diskussionerne om Grønlands autonomi og USA og Ruslands øgede investeringer i Arktis, velvidende at de snart kan sejle der hele året rundt. 

Forfatterne tager fat i Kina, som de siger ikke kan fortsætte med at vækste med samme rate. Det er korrekt, men årsagen har intet med klima at gøre. Alle lande der kommer ud på den anden side af en modernisering vækster langsommere af en simpel årsag: Der er stor forskel på at vækste fra 10 dollars til 20 (100%) og at vækste fra 1000 dollars til 1100 (10%). Hvis du starter fattigere, ser din vækst mere imponerende ud. Kina har været bagud i lang tid og har derfor haft de samme imponerende vækstrater som Vesten havde i 60’erne og 70’erne. De har endda haft bedre vækstrater fordi Vesten allerede havde sat standarden for den udvikling de skulle gennemgå, så alle teknologierne og modellerne eksisterede allerede og Kina behøvede ikke selv at opfinde dem. Således kunne de dække en større distance på kortere tid.

“Som så mange andre lande oplever også Kina stærkt aftagende vækstrater, og det er en udtalt erkendelse, at en stor del af landets vækst er sket på bekostning af miljø og klima. Med andre ord vil det store økonomiske mirakel “snart ende, fordi miljøet ikke længere kan følge med”, som en stedfortrædende kinesisk miljøminister har indrømmet.” (s106)

Det er muligt at en relevant person har sagt det. Jeg må blot sige at kineserne følger ca. den samme kurve for økonomisk udvikling som alle andre. Vestens faldende vækstrater efter 1973 havde ikke noget med miljøet at gøre.

Forfatterne nævner ikke andre eksempler, men holder på teorien om at økonomier der ikke stopper med at vækste vil blive begrænset af naturgrundlaget automatisk. Men naturgrundlaget for en global økonomi er jo hele kloden, så det argument handler om at vi enten alle sammen kollapser fordi Kina, Indien, Nigeria og Rusland ikke stopper, hvilket jo reelt set kommer til at være tilfældet, eller at nulvækst fremkommer automatisk på grund af de naturlige begrænsninger. Så der er åbenbart slet ikke noget valg.

Deres argument for at nulvækst ikke leder til geopolitisk destabilisering er altså at klimaet selv regulerer de lande som vælger at vækste og derfor får vi ikke problemer med forsvar og handel og den slags. Det er godt nok noget af en forudsigelse. Svaret på spørgsmålet er simpelthen at problemet løser sig selv.

Så smider de lige på igen at nulvækst kræver vækst:

“At skabe en økonomi i balance med naturgrundlaget kræver selvfølgelig udvikling og opskalering af nye teknologier, men også en ny organisering og indretning af vores institutioner og økonomi.” (s107)

Hertil indikerer forfatterne igen at vi skal være mere uafhængige. Danmark har vækstet på grund af eksport og hertil importerer vi også en masse. Forfatterne beskæftiger sig ikke med potentielle importproblemer ved at gøre sig uafhængig af international handel, og heller ikke hvordan en mindskelse af internationale handelsrelationer generelt er destabiliserende for den internationale sikkerhedssituation. Bare fordi Rusland invaderer Ukraine, er det altså ikke ensbetydende med at globale handelsrelationer ikke har en stabiliserende effekt. 

“Som vi var inde på tidligere, stiger afhængigheden af samhandel i takt med stigende BNP.” (s107)

Det er rigtigt at det ville være meget svært at afkoble samhandel og vækst, nogle økonomer ville måske endda påstå at forudsætningen for samhandel er at man ønsker vækst. Dette giver selvfølgelig et ekstra konservativt mærke til nulvækstideologerne, da det betyder at de i effekt er protektionistiske. Generelt er nulvækst en konservativ ideologi. Den er imod fattige, på den dårlige måde, den romantisere naturen og tingene som de var i tidligere tider, og den tror på at tillid er en magisk kvalitet som eksisterer mellem medlemmer af et derfor magisk folk. I den sammenhæng er det også markant hvordan flygtninge- og migrationsspørgsmålet glimrer i sit fravær. Hvordan vil man med stigende fattigdom, mindre arbejde og dalende velfærd opretholde sammenhængskraften i et samfund, som samtidig vil have dårligere forudsætninger for at håndtere den stigende mængde af klimaflygtninge eller bare migranter?

Tilslut runder forfatterne af med en kommentar om at lande der ikke vækster, heller ikke konkurrerer. Igen baseret på en antagelse om at de lande, som vælger fortsat vækst, simpelthen ikke kan vækste. Hvorfor skrive en bog når problemet er løst, fristes man til at spørge?

“For hvis demokratierne verden over faktisk kan vise, hvordan civilisationen kan trives i balance med naturgrundlaget, mon så ikke det er den mest realistiske vej til at sikre, at demokratier fortsat udgør hovedparten af nationer i verden? Det virker i hvert fald som en mere plausibel strategi end at deltage i et civilisatorisk ræs mod bunden, som vi ved, fører til erodering af alt det, der skaber betingelserne for velordnet sameksistens.” (s108)

Efter tusindevis af år med konkurrence og krig mellem stater, hvorfor ville man så pludselig antage at dette “ræs mod bunden” er noget vi kan vælge fra? Den generelle, historiske trend er i øvrigt ikke mod bunden.

Forfatterne kvitterer med en reference til OurWorldInData’s opgørelse over demokratier på kloden. Jeg havde ærlig talt glemt hvor mange ano- og autokratier der stadig er. Hvad vil diktaturer mon gøre?

Forfatterne får ikke lavet et plausibelt argument til gendrivelsen af den nationale og internationale destabilisering som nulvækst vil føre til. Ideen om at problemet kun handler om Kina og i øvrigt bare løser sig selv er absurd. Lad os sige at kineserne rent faktisk er for pressede til at vækste i den nuværende situation, hvad forhindrer dem i bare at tage de ressourcer som alle vi bedårende nulvækst lande pludselig bare giver afkald på? Og hvad med de interne kampe? Hvis Europa hopper på nulvækstideologien, og franskmændene finder ud af at de ikke kan opretholde deres befolkning, så skal de vælge imellem indirekte folkemord, eller at presse andre europæiske lande til #degrowth. Hvis vi ikke kan substituere, fordi vi ikke må vækste, og alle lande skal holde sig under den samme grænse for udnyttelse af naturen, så er økonomi jo lige pludselig et nulsumsspil. Hvad skal forhindre den største hund i at tage den største bid af kagen som ikke vokser?

Apropos nulsumsspil så har forfatterne en præference for simpelthen at forhindre substitution:

“Men uanset hvad skal det gøres langt dyrere at anvende ikke tidligere anvendte materialer (såkaldte jomfruelige materialer), end tilfældet er i dag. Kun på den måde vil der for alvor opstå et marked for virksomheder, der specialiserer sig i at indsamle, genanvende og recirkulere råvarer og materialer.” (s185)

Hvis man ikke må bruge nye materialer, så bliver det i hvert fald umuligt at have en økonomi som ikke er afhængig af de ressourcer som presser planetens grænser mest. Det er et nyt afkoblingsproblem. Nulvækst kan ikke afkobles fra udnyttelsen af ressourcer der presser de planetære grænser. 

Med hensyn til reduceret international handel, kan jeg i øvrigt stille tusinde spørgsmål med ét: Hvordan håndterer nulvækst dyr medicin som vi ikke selv kan producere? Det spørgsmål handler ikke kun om medicin.

Kan økonomien hænge sammen med nulvækst?

En anden måde at formulere spørgsmålet på kunne være: Hvad er forskellen på nulvækst og recession?

Forfatterne tager spørgsmålet op kort, som en indvending, vinklet på en mærkelig måde:

“Markedsøkonomien kan kun eksistere, når der er vækst i samfundet. De, der er imod vækst, er reelt blot modstandere af markedsøkonomien.” (s89)

Igen en stråmandsvinkel. Man kan godt have en markedsøkonomi der ikke vækster, det er der masser af historiske eksempler på, ikke at de er særligt positive. Der er ikke noget galt i at være imod markedsøkonomi, hvis man har gode argumenter. For andre økonomier kan også vækste, vi har bare ikke set at de kan vækste mere og mere effektivt. Noget der ville være virkelig skørt ville være at være imod vækst som så.

“Der vil fortsat være en konkurrence om markedsandele og dermed profit jagt i en økonomi med konstant – eller sågar faldende – velstandsniveau.” (s89)

Hvad kalder man det når en virksomhed vinder en markedsandel? Igen er svaret vækst.

I det mindste indrømmer forfatterne her at velstanden vil falde, for konstant velstand er implicit vækst, da intet vi ejer jo er konstant. Alt skal vedligeholdes. Som vi alle jævnligt oplever så er infrastruktur og bygninger alle sammen ting vi har et abonnement på, da de jævnligt må vedligeholdes. Vækster vi ikke, tjener vi ikke penge til den proces. Uden udvikling i vores produktionsapparat og kommunikationsteknologier vil eksporten falde, det vil koste os mere at producere noget end vores konkurrenter, således mister vi også indtjeningen til at importere de ting vi ikke selv kan producere og derfor vil priserne stige og pengene svinde. Et konstant velstandsniveau kan således kun betyde, at vi vækster nok til at holde niveauet. Hvilket vil sige at konstant velstand ikke sker i en nulvækst økonomi. Hertil kommer at der for hvert land som forsøger ikke at vækste vil være x-antal lande som kan drage stor fordel af at intensivere væksten, da der vil være en reduktion i udnyttelsen af en række ressourcer som derfor bliver billigere. Derfor vil velstanden hos nulvæksterne falde i relative termer uanset betalingsbalancen i øvrigt. Den pointe tager forfatterne ikke op.

Forfatterne erkender næsten at de heller ikke vil have et samfund uden vækst:

“Denne konkurrence vil ligeledes føre til vækst i produktiviteten, selvom typen af produktivitetsvækst vil kunne se anderledes ud. Bl.a. vil et ændret skatte- og afgiftssystem gøre det mere attraktivt at foretage investeringer, der kan nedbringe såvel virksomhedens materiale- og energiforbrug som emissioner.” (s89)

Den skarpe læser erkender hurtigt at hvis der er konkurrence og attraktive investeringsmuligheder, så er der vækst. Den her givne beskrivelse er ikke af et samfund uden vækst, men et almindeligt vækstsamfund med en succesfuld grøn omstilling. Den er i øvrigt ironisk da forfatterne jo i første kapitel påpegede, ved at afsværge serviceydelsers potentielle ressource uafhængighed, at ingen produktivitet kan foregå uden udnyttelse af ressourcer. Hvordan kan de nu mene at der vil være vækst i produktiviteten, men på en god måde?

Forfatterne kommer endelig frem til det vigtigste spørgsmål om hvordan økonomien overhovedet skal hænge sammen når den ikke må vækste, hvilket de behandler som et sekundært, indskudt spørgsmål til det pseudospørgsmål de har stillet om markedsøkonomien. De nævner stadig ikke betalingsbalancen. De spørger som et eksempel: 

“Hvordan skal gælden på makroniveau kunne serviceres, hvis der ikke genereres et stadigt stigende overskud af produktionen?” (s90)

Og det er jo et fint spørgsmål. De besvarer det med reference 177 på side 239 hvor der står:

“Se bl.a. dette studie, hvori det konkluderes, at der både kan findes stabile og ikke stabile økonomier med og uden vækst

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0921800917306869#bb0080”

Uden “bl.a.” har vi her ét studie der tester en meget abstrakt model på baggrund af variable fra vores verden som den er nu, hvor der ikke er nulvækst lande i anden forstand end Afghanistan. Der skal således en del antagelser til for at sige, at så er det realistisk. Forfatternes udsagn er da også meget vagt: Der kan findes både stabile og ustabile økonomier med og uden vækst. Ja, vækstøkonomier kan også have kriser. Det er faktisk de eneste eksempler vi har på nulvækst økonomier. De eksisterer i meget kort tid, fordi alle prøver at undgå at være dem. Studiet konkluderer i øvrigt at der i nulvækst scenariet i den model de tester, vil være højere lønninger, men store udsving i ansættelser. Hvilket jo passer med forfatternes ide om at vi bare kan bruge arbejdstid til at modveje vækst. 

For at glide yderligere af på dette spørgsmål om hvorvidt nulvækst overhovedet kan lade sig gøre uden at knække økonomien, skriver forfatterne:

“Det afhænger i høj grad af, hvordan staten, virksomhederne og forbrugerne reagerer med hensyn til bl.a. fremtidig gældsætning mv., hvilket igen afhænger af den førte politik på bl.a. skatte- og finansområdet.”

Ja, så det er altså ikke forfatternes skyld hvis nulvækst viser sig fuldstændigt at ødelægge landets økonomiske forudsætninger. Det afhænger af så meget. De følger op:

“Konkrete studier af den canadiske økonomi har bl.a. vist, at det er muligt, selv når der findes store mængder privat, rentebærende gæld, at skabe en stabil markedsbaseret økonomi uden vækst i Canada. Det forudsætter dog, at man er parat til at påtage sig en vejledende rolle i økonomiens finansielle stabilitet fra statens side.” (s90)

Fremfor at referere til “konkrete studier” bruger forfatterne Peter A. Victors bog “Managing Without Growth”, hvori økonomen på egen hånd, uden akademisk kontrol som peer-review, hvilket er grunden til at forskere bedst kan lide at udgive bøger, bruger et nu forældet simulations system LowGrow til at overveje fire scenarier man kan komme ud i, i et samfund uden vækst. Først og fremmest affejer Peter A. Victor ideen om ingen vækst overhovedet som katastrofal (s178 i ebogsversionen, “scenario 2 – a no growth disaster”). I andre scenarier han tester som han kalder low growth scenarier, ser han nogle muligheder. Her foreslår han blandt andet, som forfatterne, at man kan modsvare eventuel vækst med reduktion i arbejdstid. Ligesom forfatterne undlader han at diskutere, hvordan man skal håndtere det bureaukratisk uden at vækste til at betale løn og timer til skrankepaver. Hvad skal fordelingsnøglen være? Hertil kommer spørgsmålet om hvor meget man egentlig kan reducere arbejdet og hvordan de som ikke arbejder lever?

Mange ubesvarede spørgsmål. Der er imidlertid ikke tale om noget “konkret”. Peter A. Victor giver selv en række forbehold i sin konklusion. Der er tale om en simulation der mangler mange variabler, som vi bør supplere analysen med, hertil er det svært at spå frem til 2035 når spådommen jo handler om et scenarie som aldrig er prøvet før. Victor skriver i øvrigt meget mere forsigtigt og velovervejet sammenlignet med de bombastiske og til tider uredelige udmeldinger der gives af forfatterne bag Efter Festen.

“LowGrow has many limitations. It is very highly aggregated so detailed impacts on people, regions and the environment are hidden and must be supplemented with other information. The individual equations replicate the historical record quite well (see 10.A Annex) but we have used them in this chapter to simulate circumstances outside the historical norms. Projecting as far as 2035 is ambitious and further adjustments to the exogenous policy variables would be required to maintain a stable economy beyond that period.” (P. A. Victor 2008, s183)

 

Med andre ord får forfatterne igen ikke besvaret de vigtige spørgsmål. Spørgsmålet er så centralt for bogen at jeg endnu engang må undres over at man behandler det som sekundært og skøjter så let henover eventuelle beviser for at det kunne virke. Forfatterne går videre som om at de har leveret svar, dog med den vanlige slinger i retorikken:

“Det er altså efter vores opfattelse muligt at opretholde en blandingsøkonomi med hovedvægten på den markedsdrevne del af økonomien, selvom BNP-væksten aftager.” (s90)

Så nu er det lav-vækst og ikke nulvækst? Hvad med alt det med at vækst skulle stoppe? Og i øvrigt de samme spørgsmål som før, hvordan?

Forfatterne citerer en anden kendt økonom for en vag udtalelse om at det kan lade sig gøre og afslutter så spørgsmålet med:

“Vi mener altså ikke, at diskussionen om den nærmere indretning af økonomien – hvor meget der drives på markedsvilkår eksempelvis – bør forveksles med den diskussion, som vi forsøger at starte med denne bog.” (s91)

Jeg siger det kort: Hvis ens idé er at sætte økonomien i stå, så skylder man et svar på hvordan landet og almindelige mennesker skal overleve.

Efter at have gennemgået de tre delspørgsmål til spørgsmål tre, må jeg konkludere at det, ud fra hvad forfatterne skriver, ikke virker særlig realistisk at implementere nulvækst.

Situationen er altså, baseret udelukkende på denne bog, Efter Festen, at vi ikke ved om nulvækst vil løse problemet, at nulvækst ikke virker som en mere plausibel løsning end grøn omstilling med vækst og at det ikke er realistisk at implementere nulvækst. Faktisk har jeg udtænkt min egen plan, som jeg mener er lige så realistisk som nulvækst. Jeg kalder den tidsmaskine-planen. Den går ud på at vi fortsætter med at vækste til vi opfinder tidsmaskinen og så tager vi alle sammen tilbage til en tid, hvor vi havde færre problemer. Eller vi kan satse på Musk og tage til Mars hvor vi ikke har haft problemer endnu. Andet end med den der robot vi har deroppe…

Ekstramateriale

Hvad bruger forfatterne egentlig bogens sider på, når de nu ikke bruger særlig meget tid på de mest centrale spørgsmål om nulvækst?

Jo, nu skal du bare se. Forfatterne har måske en fornemmelse af at nulvækst-projektet kan blive mødt af en revolution. Derfor bruger de rigtig lang tid på hele tiden at forklare hvor plastiske og omstillingsparate mennesker er, og hvor gode danskerne, mere specifikt, har været til at omstille sig i fortiden. De sætter, som en del af mellemleder/konsulent-danmark stor lid til ideen om at skabe en samfundsfortælling. De fremhæver i den sammenhæng Yuval Harari der jo, trods sin konstante placering i alle boghandler, i sit eget felt er bedst kendt for videnskabelig uredelighed. Det er igen det med at udgive bøger, fremfor videnskabelige artikler, for at undgå at indgå kompromiser mellem ens egne kæpheste og videnskabelig viden (https://www.newenglishreview.org/articles/a-response-to-yuval-hararis-sapiens-a-brief-history-of-humankind/)

En af Hararis fejl, som forfatterne tager som udgangspunktet for deres argument er ideen om at myter og fortællinger går forud for imperier. Historisk er situationen omvendt. Samfund fremkommer som et produkt af interaktionerne mellem mennesker. En leder vil mere og så finder de, først når ønsket opstår, en fortælling de kan bruge til at skubbe deres vision igang. Det er i øvrigt derfor det så ofte går galt.

“Vi kan ikke forme kollektive erfaringer og erkendelser om ting, vi ikke har sprog for, og så

bliver vi objekter for naturens enorme og ukontrollable kræfter frem for subjekter med kapacitet til at handle. Derfor skal vi fra toppen af samfundet såvel som i den offentlige samtale udvikle en samfundsfortælling, der hjælper os til at tolke og handle rettidigt på sagens alvor. Ansvaret påhviler i høj grad de politiske partier og deres ledere.” (s150)

Det her er bare diktatorens håndbog for mellemledere. “Det er godt nok magisk med sådan en samfundsfortælling, kan den virkelig alt det? Så må vi jo lave os sådan en.” Det er simpelthen en ekstrem grad af naivitet der ligger i forståelsen her. Samfundsfortællinger er forudsætningen for handling og vi kan bare skabe dem? Nogle af de skalamæssigt største forsøg på den slags nonsens var f.eks. Stalin og Maos forsøg med kollektivisering. Alle har på et tidspunkt i deres liv set plakaterne med billeder af stolte arbejdere. Det var et forsøg på at skabe en samfundsfortælling, men det var ikke den fortælling som opstod. Nazisterne blev aktivt nødt til at tvinge tyskere til at være med i parader og lignende fordi deres samfundsfortælling heller ikke virkede. Det er næsten som at samfundsfortællinger ikke går forud for handling og at de heller ikke bare kan skabes.

Hvor mange arbejder et sted hvor ledelsen har italesat nogle værdier? Hvordan går det med det?

Forfatterne underbygger senere ideen om at danskerne kan overbevises om at leve et dårligere liv, ved at skabe det perfekte subjekt til deres sag, igen som var det taget fra diktatorens håndbog. De finder en eller anden nyhedshistorie om en person der succesfuldt er gået ned i tid og er glad for færre penge, som om alles situation vil være den samme:

“Når jeg går ned i timer, får jeg selvfølgelig også løn for færre timer, men jeg kan være mere glad over for min familie, og det er det hele værd,” siger Carsten Høegh.” (s206)

Dette spiller ind i en gennemgående tese i bogen som er at dårligere materielle forhold kan kompenseres for med åndelig styrke. Fattige mennesker har simpelthen så meget tid til at have dybe, sociale relationer. 

“Målet er med andre ord, at det, vi opgiver i form af forbrugsvækst, vinder vi på mere tid

til værdifulde aktiviteter. Resultatet, tror vi, vil være, at omstillingen ikke opleves som en øvelse i mådehold og nøjsomhed alene, men også som en hverdag og en tilværelse med mere overskud.” (s207)

For det er jo typisk sådan folk reagerer på en forværring af deres levestandarder. 

Hvordan får vi i praksis overbevist danskerne om at de, som medlemmer af scientology, skal opgive deres materielle liv for nulvækstideologien?

Forfatterne advokerer, som ægte konservative, for stærke ledere på lokalplan:

“Imidlertid opstår fællesskaber ikke af sig selv. Sat på formel kan man sige, at fællesskab følger af lederskab. Det er, når nogen går forrest og andre følger efter, at fællesskaber vokser frem.” (s213)

Forfatterne fortsætter med at beskrive hvordan hele Danmark skal have foreninger af folk der rådgiver og arbejder med klima, som inddrager borgerne, men måske mere end det tager ud og fortæller dem hvad de skal gøre. Selv om det ikke siges direkte får jeg her følelsen af at vi er tilbage til det individuelle ansvar. Forfatterne har indset at Thunberg bevægelsen stødte på en mur hvad angik ideen om at løse globale problemstillinger ved at appellere til hver enkelt borgers personlige ansvar og dermed forsøge at få hver eneste person i verden til at ændre adfærd. Sådan er ingen problemer nogensinde blevet løst og en grund til det er at folk jo har incitamenter på grund af de kontekster de lever i, til at gøre mange andre ting end hvad de ved der er det rigtige og det er når vi ser bort fra alle dem som i øvrigt ikke mener at det er det rigtige. Forfatterne forsøger i stedet for en appel til den enkeltes ansvar at mikromanage fremkomsten af den individuelles ansvarsfølelse ved at foreslå et samfund hvor alting handler om klimaet og det ikke at være med i klimaklubben generelt er dårligt. Det er måske ikke overvældende, men i deres flade mellemleder/konsulent tilgang til omdannelsen af samfundet til et nulvækst samfund får jeg altså en lille smag af DDR i mundvigen. Ideologien var måske ikke konservativ, men det var udførslen. Bliver det som forfatterne skriver, kan man forvente fremkomsten af en klasse af mennesker “repræsentanterne”. De dukker op på din arbejdsplads (før værftet lukker), de ringer på din dør, de står ved et lille bor nede på torvet. De smiler og de har en folder til dig og de spørger: “har du accepteret nulvækst i dit liv?”.

Som en allersidste del af dette afsnit som du alligevel ikke behøver at læse, da bogen jo døde for en del sider siden, vil jeg bare lige påpege den svage omgang med noget af den videnskabelige litteratur forfatterne hiver frem, apropos Yuval Harari.

Forfatterne ved ikke at der siden 2015 har været gang i det man kalde replikationskrisen i psykologien. Kort sagt kan størstedelen af psykologisk forskning ikke replikeres/genskabes, hvilket jo sætter spørgsmålstegn ved om vi kan stole på resultaterne og om der er tale om videnskab.

Forfatterne refererer f.eks. ofte til Daniel Gilbert, en kendt psykologiprofessor der i dag er persona non grata, fordi hans reaktion på replikationskrisen var at den ikke findes. Det viste sig i den grad at være forkert. Forfatterne refererer også til den meget kendte skumfidustest. Den klarede heller ikke krisen: https://anderson-review.ucla.edu/new-study-disavows-marshmallow-tests-predictive-powers/ jeg kondolerer til alle der ejer bogen og troede at det gav mening.

Senere nævner forfatterne “tilskuer-effekten”, som også er en tvivlsom effekt: 

Forfatterne refererer ikke direkte til priming, men det er en nødvendig effekt hvis deres forførelse af danskerne skal give mening. De bruger den implicit flere steder:

“Det er i forvejen her vi afprøver, forhandler og præger hinandens værdier, vaner og forestillinger om det gode liv. De daglige sociale interaktioner påvirker vores adfærd konkret: Hvad gør du for at spare på strømmen derhjemme, nu priserne er stukket sådan af? Har du set min nye elbil, vil du prøve? Hvilke vegetarretter gider jeres unger at spise? Samtidig præges også vores dybere normer og forestillinger. Når stadig flere kolleger på arbejdspladsen taler om, hvorfor de har skåret ned på flyrejserne, smitter det.” (s137)

Det eneste positive ved forfatternes konstante tilbagevenden til befolkningskontrol som det primære middel til nulvækst, er deres utroligt naive forståelse af hvordan det foregår. Vi laver bare en norm! Måske de heller ikke ved at en af replikationskrisens første ofre var priming.

Jeg kondolerer til alle der ejer Daniel Kahnemans stadigt populære, men dybt forfejlede bog Thinking Fast and Slow.

Efter festen

Nye veje til et bedre samfund uden vækst

Bjarke Dahl Mogensen, Rune Detlif Baastrup

254 sider

Gads Forlag

Udgivet: 2023

Alex Østergaard