I Danmark har vi relativt velfungerende offentlig velfærd, og efterhånden har vi også en del privat velfærd. Det store spørgsmål er: Hvad sker der med velfærden, når private virksomheder går ind på markedet? Kan man betragte det private bidrag som et supplement, eller er det en konkurrence der kan ødelægge den offentlige velfærd?

Forfatterne søger her at belyse, hvor meget den private velfærd fylder i forhold til den offentlige på områderne uddannelse, sundhed, arbejdsmarked, ældrepleje og pension. De fleste arbejdstagere oplever muligheden for at lave en privat eller kollektiv pensionsopsparing, og de seneste år har sundhedsforsikringerne haft deres indtog på arbejdsmarkedet, ligesom en del mennesker har tegnet arbejdsløshedsforsikring ud fra den erkendelse, at det offentliges arbejdsløshedsunderstøttelse ikke er tilstrækkelig høj til at redde huset og ungernes privatskole, hvis en vellønnet forældre skulle miste jobbet.

På nogle områder kan man tale om, at private ordninger skaber ulighed. Eksempelvis kan man købe en sundhedsforsikring, så man står først i køen, når der bliver behov for behandling af stress. Det samme kan man sige om uddannelse og ældreomsorg. Man kan betale for børnenes skolegang og for ekstra rengøring hos ældre familiemedlemmer. 

Til gengæld fungerer folkepensionen glimrende ifølge forfatterne, idet den ‘kan styrkes med større islæt af privat velfærd uden at give køb på idealer om frihed, lighed og solidariet.’ Folkepensionens grundbeløb er ens for alle, men har man ikke andre indtægter, er der mulighed for pensionstillæg, boligstøtte, helbredsstøtte, hvorved uligheden i hvert fald ikke stiger i pensionistgruppen i forhold til uligheden i indkomster på arbejdsmarkedet.

Hvad angår uddannelse, så går ca 22 % af dagens børn i fri- og privatskole, ikke mindst fordi centraliseringer har lukket små folkeskoler – altså i høj grad en politisk aktiveret udvikling. Her er sket en markant stigning over de sidste 15 år (siden 2008 – året for kommunalreform og centraliseringer), og fremkomsten af nye friskoler skyldes i stort omfang initiativ fra forældre, der ikke har fundet det hensigtsmæssigt, at børnene skulle fragtes langt til nærmeste folkeskole. Ydermere er en skole essentiel for et lille lokalsamfund. Desuden – som konkluderet i bogen – repræsenterer friskolerne i stort omfang spændende pædagogiske udviklingsmuligheder, og nogle friskoler tager sig især af elever, der af flere årsager ikke kan inkluderes i folkeskolerne, omend friskolerne sædvanligvis har mere begrænsede ressourcer på området. Med fri- og privatskolerne sparer staten 25 % i forhold til prisen for en plads i folkeskolen. Dermed er der automatisk nogen ulighed i uddannelsesmulighederne, men man må ikke glemme, at de fleste friskoler også har fripladsmuligheder, og at en del af skolerne tilbyder særlige værdigrundlag, der også kan få mindrebemidlede forældre til at satse på skolen.

Generelt fungerer de private tilbud i nogenlunde harmoni med de offentlige, men i psykiatrien ser det slemt ud: Her er ressourcerne små, og som citeret i bogen, nogle steder er de private tilbud ‘ikke længere et supplement til de offentlige, men de tilbud, der er.’ Det er ikke helt korrekt, men at leve tre måneder med depression er måske tæt på det umulige. Her kan man virkeligt tale om, at forskellen mellem det offentlige og det private skaber ulighed. Det uddybes desværre ikke i bogen.

Der gøres fint rede for nødvendigheden af balance mellem privat og offentlig, om lektiehjælpen til barnet for eksempel understøtter den undervisning der gives i skolen, og kan den private og den offentlige hjemmehjælp samarbejde om plejen til den ældre.

Tre fjerdedele af velfærden i Danmark leveres af det offentlige, den sidste fjerdedel primært af arbejdsgiveres og lønmodtageres indbetalinger til kollektive ordninger. En tabel viser udviklingen: private sundhedsforsikringer er steget fra 228.000 (2003) til 2,3 millioner i dag, lønsikring steget fra 82.000 (2006) til 383.000 i dag. Ifølge forfatterne ikke noget der øger uligheden, og så længe der er et marked, hvor staten kan garantere skattefritagelse, vil private virksomheder involvere sig i velfærden. Skattefriheden er ikke gratis. Den koster 1,3 procent af bruttonationalproduktet, men måske netop derfor er det muligt for det private at supplere det offentlige.

Sidst i bogen er der en sammenligning mellem de forskellige velfærdsmodeller, den nordiske, den kontinentale og den angelsaksiske – eller med bogens benævnelser: Den gode, den onde og den grusomme. Den nordiske er stadigt den gode, men naturligvis kræver den vores fulde opmærksomhed, ikke mindst når sundhedspersonalet flygter, og ventetiden vokser.

Generelt mener bogens forfattere ikke, at den private velfærd truer den kollektive. Det er der mange andre ting der gør, men her rummer bogen forslag til at mindske vanskelighederne, eksempelvis fastholdelse af ældre på arbejdsmarkedet, velfærdsteknologier mv. Desuden er vi relativt rige her i landet, og det forventes, at den enkelte borger er mere villig til at indbetale til en selvvalgt forsikring end til skat.

Frihed, lighed og privat velfærd præsenterer velfærdsmarkedet, som det ser ud nu. Der er områder, der kunne uddybes yderligere, men alt i alt lægges der op til diskussion om, hvordan man i fremtiden kan sammensætte velfærden, så behovene bliver dækket, og så vi har råd til den.

Frihed, lighed og privat velfærd

På vej mod en ny samfundsmodel

Jesper Brask Fischer & Jon Kvist

264 sider

Gyldendal

Udgivet: Juni 2023

Birte Strandby