Det tyder på, at Grass gerne ville have skilsmisse fra sine kritikere og vælge sig nogle andre. Han drømmer åbenbart om et harmonisk forhold.

Der er ikke noget der tyder på, at forholdet mellem Grass og hans hårdeste kritiker Marcel Reich-Ranicki nogensinde nærmede sig det harmoniske, til gengæld har de brugt hinanden til at holde sanserne skarpe.

Den ene gik med stor entusiasme ind i SS, skønt han kun var teenager, den anden arbejdede for Judenrat i Warszawas ghetto og måtte siden flygte med sin kæreste og holde sig under jorden, indtil Tyskland kapitulerede. Således har de stået på hver sin side af den monstrøse krig, der blev afgørende for både forfatterskab, samfundskritik og politisk aktivitet.

Begge har de skrevet om deres tid under 2. verdenskrig. Grass gør det flere gange, aldrig med sig selv som hovedperson og først sent med den fulde afsløring af hans tid i Waffen-SS.

Efter 2. verdenskrig bliver de begge medlemmer af Gruppe 47, en gruppe tysksprogede forfattere og kritikere, der samles to gange årligt fra 1946 for at diskutere og kritisere hinandens værker. Marcel Reich-Ranicki er en outsider i gruppen. Han er jøde, og flere af de andre har for ikke så længe siden været i tyske uniformer. Samtidigt skriver han i aviserne om, at forfatterne skal være nationens samvittighed, hvad de andre medlemmer af Gruppe 47 føler som et angreb. Günter Grass kalder det bagtalelse. Og det er den hjertelighed der præger deres forhold.

Marcel Reich-Ranicki er en brutal anmelder, og ingen af Grass’ værker går helt fri. I 1969 udkommer Lokalbedøvet, og nogle af de mange adjektiver i Reich-Ranickis anmeldelse er: kejtet, anstrengende, tilfældig, barnagtig – og ‘Med Lokalbedøvet har Grass nået et lavpunkt i sin karriere.’

Grass på sin side svarer råt igen på kritikken i et tv-interview. Først da Grass i 1970’erne udgiver ‘Af en snegls dagbog’ finder Reich-Ranicki, at han har skrevet en ‘voksen’ bog.

Weidermann skriver fængslende, som det også fremgår af værket Oostende 1936. Duellen er klædeligt dramatisk, også længe efter at krigens dramatik er slut; og af en detaljerig dobbeltbiografi er bogen forbløffende fængende, og man får stor forståelse for den fejde i Tysklands efterkrigstid, der præger litteraturhistorien.

Der er korte resumeer af Grass’ værker, og vi får tydeligt indtryk af, hvor Grass henter sin inspiration og sine hovedpersoner. Hvis man gerne vil have baggrundsviden om efterkrigstidens tyske litteraturscene, er Duellen et rigtigt godt sted at begynde.

Duellen

Günter Grass og Marcel Reich-Ranicki, Wehrmacht og Warszawas ghetto

Volker Weidermann

Oversat af Lone Østerlind

322 sider

Turbine

Udgivet: 26.02.2021

Birte Strandby