Livet fortsætter sin skæve gang i de meget riges kredse

Det knuste rige begynder hvor Den ustyrlige arving sluttede: i en bilulykke, hvor Easton Royals kæreste Hartley kørte ind i Eastons to yngre brødre. Den ene bror ligger i koma på hospitalet, og skønt Hartley umiddelbart ser ud til at være uskadt, falder hun pludseligt sammen i venteværelset. Da hun vågner tre dage senere, er det med et seriøst hukommelsestab og en ide om, at hun er 14 år gammel.

Hukommelsen vender delvist tilbage. Hun kan fungere i verden, men har muligvis mistet hukommelsen for de sidste tre år. Det giver noget forvirring, da en af Eastons tidligere kærester misinformerer hende for at holde hende væk fra Easton. Hendes egen familie kan dårligt vente med at få hende udskrevet fra hospitalet, men opfører sig uvist af hvilken grund fjendtligt overfor hende. Hendes mobil er forsvundet, og hun kan ikke finde nogen profiler på sig selv på de sociale medier. Easton er ved at gå i spåner og sender hende den ene sms efter den anden uden held.

I skolen får Hartley skylden for, at den ene tvilling ligger i koma, og tydeligvis er der flere der forsøger at manipulere med hendes hukommelse. Langsomt og trods alle odds opdager hun, at det ikke kun er beregnende klassekammerater, men også virkeligt kriminelle der truer hende, og et opgør med rygende pistol venter.

Handling og tempo er fint. Man får ikke mulighed for at kede sig, men hvor de unges sprogbrug er forbavsende frit – og fyldt med seksuelle hentydninger, der ikke havde været acceptable for 20 år siden – så er kønsrollemønsteret lidt riddertidsagtig med stærke mænd der beskytter svage kvinder. Hvis kvinder viser sig handlekraftige, så er det for at dyrke intriger.

I modsætning til danske ungdomsromaner så mobber man angiveligt ikke meget på sociale medier, men i stedet ved mundtligt at fortælle om hvor luderagtigt en pige opfører sig. Til gengæld er rækken af kvinder som Easton har nedlagt blot er et bevis på hans enorme tiltrækningskraft. Men hvis man kan leve med en kliché som Easton, der er superrig, fantastisk tiltrækkende og lidt af en nyser, så er det ok underholdning.

Det knuste rige

Royals 4

Erin Watt

Oversat af Merete Rostrup Fleischer

288 sider

Flamingo

Udgivet: 16.05.2019

Birte Strandby