En hverdagsgyser om forholdet til en psykopat

Her er en roman der kunne have vundet betydeligt med et par strikse korrekturlæsninger, dels for at undgå gentagelser – og dem er der mange af. Mindst ti gange får hovedpersonen fortalt, at hun ikke vil være alene med sin kæreste nogensinde igen. Desuden kunne korrekturen have fjerne uheldige udtryk som ‘gøre selvmord’ og ‘spurgte mig om en masse spørgsmål’. Ligesom udskriften af dombogen sidst i romanen rummer et sprog, der nok ville komme bag på de fleste jurister: ‘Han er håndværker og har skrevet en masse fis.’

Trods fejl og mangler er romanen ikke uden fascination. Pia er fraskilt, mor til to børn. Hun falder for charmerende Jens, der til hendes store overraskelse sætter fuldt blus på alle ubehaglige nuancer fra lede verbale stikpiller, til vold og hadesex – efter at de er flyttet sammen i Pias hus. Han har to børn der sommetider bor hos dem, og hun har to mindre børn, og det er en af grundene til, at hun ikke får ham verfet ud med det samme.

Romanens ene force er fremstillingen af psykopaten, der glad fortæller, at han som ung sammen med vennerne var med til at smide tagsten ned i hovedet på folk der gik på gaden. Eller når hans egne børn trykker forkerte prismærker ud på supermarkedets grønsagsvægt og prismærker varer i hele butikken for at få farmand til at grine. Det gør han, og han tager også lige at par prismærker til eget brug. Overfor Pia er talen nedgørende, og truslerne foreligger i enhver kaliber. Senere går han over til at sms’e om selvmord, mord, hærværk. Og så har han lige en sidste fejl:

Desværre havde Jens glemt at fortælle mig, at han var alkoholiker

Bogens anden force er den nølen Pia præsterer, før hun flygter fra forholdet. Angiveligt en nølen der er karakteristisk for kvinder i voldelige forhold jfr. andre lignende udgivelser: Ilse M. Haugaards Fanden og hans pumpestok og Lisbeth Hersø Rasmussens Fra Helvede til Mors. Men det lykkes Pia at komme af sted og redde sig takket være en fantastisk veninde der åbner sit hus for en mor med to børn, en hund, en hamster og en slange.

Derimod er der ikke megen beroligelse at hente i de mange henvendelser til politi, kommune, og krisecentre der først har plads om tre uger.

Mærket af psykopatens spind …

Susanne Lykke

132 sider

Forlaget Legimus

Udgivet: 2016

Birte Strandby