Ved mellemkomst af en god fé i skikkelse af en handicappet kvinde i grimt tøj og en psykiater på udebane får Karl bingo i det store kærlighedslotteri: Han kommer i kontakt med Una, som han mistede 17 år tidligere. I den mellemliggende periode har han haft utallige elskerinder, men kun enkelte har gjort indtryk, og han har aldrig mistet troen på, at Una var den eneste ene. Sjovt nok viser det sig, at Una har det på samme måde, og hvad der begynder som et lidt besynderligt møde i Reykjavik midt om natten, bliver det helt store kærlighedseventyr. Kun forstyrret af at en af de tidligere elskerinder er blevet forelsket i Karl, hvad der udløser både en roman, et selvmord og et nyt forhold mellem to bøsser.
Bjergtagende skrevet, men læsbarheden er hæmmet af lige marginer og den fraværende markering af direkte tale. Alligevel trækker nysgerrigheden læseren gennem romanen, der afgjort er anderledes. Der er mange fine nuancer, for eksempel det sammenrend af tilfældigheder, der skaber mulighed for gensynet mellem de to elskende, og psykiateren Doreen med sin udlægning af Karls problemer – baseret på Freud, Ødipus, moderbinding og moderbilleder. Men der er også løse ender: Hvad skal man med den nydelige gengivelse af parrets ophold i Frankrig, og hvilken betydning har egentligt romanen og selvmordet for Karl? Tilsyneladende består Karls udvikling hovedsagligt i, at han giver køb på sin perfektionisme i forhold til Una og til dels erkender sin mors rolle i sit liv – omhyggeligt beskrevet i en slutning, der er for konstrueret, lidt for forudsigelig og lidt for lang.
Steinunn Sigurdardóttir
Oversat af Mette Fanø
202 sider
Gyldendal
Udgivet: Juni 2011
Birte Strandby
