Eli hører stemmer. Stemmerne fra Espen, Erik, Prins Eugen. Espen dukker op i barndommen, han er den første. Erik kommer først i teenagealderen, han er stærk, hårdfør og frembusende. Elis halve liv går med at prøve at ignorere stemmerne med hjælp fra terapeuter, ind og ud af psykiatriske hospitaler. Den anden halvdel går med at skrive bøger, der vinder priser, holde fængende foredrag, vinde konkurrencer. I de gode perioder er hun en sand bombe af kreativitet, i de dårlige er hun destruktiv og suicidal.

Romanen er stykket sammen af klip fra barndom, ungdom, voksentid – begivenheder der har påvirket forløbet og gjort plads til de andre personligheder – uden at Eli har mistet sin egen viljestyrke: Da hendes lærer beklager Elis manglende evne til at læse og skrive og siger, at hun aldrig kan blive forfatter, generer det ikke Eli. Hun har valgt at skrive. Første senere finder man ud af, at hun i virkeligheden ikke er ordblind men har et seriøst læsehandicap. Nogle af de mere klarsynede erindringer afbilleder forældrene, der har egne vanskeligheder: Elis far er mest tilbøjelig til at opføre sig som en af søskendeflokken, een hvis barnlighed er mere ustyrlig end de andres.
På en indlevende og alsidig måde illustrerer jeg-fortælleren, hvordan skizofreni opleves indefra – hvad det betyder med de stemmer i hovedet, og hvordan og hvornår de styrer Elis personlighed. Læseren får mulighed for en empatisk tur på bølgerne både i de kreative perioder og i de suicidale. Materielt er Eli samfundet et krævende og dyrt bekendtskab, men kreativt giver hun langt mere end hun tager.

Beate Grimsrud

Oversat af Jesper Klint Kistorp
488 sider
Gyldendal
Udgivet: Juni 2011

Birte Strandby