Snart kan jeg vel ikke husket noget som helst længere.
Måske det bliver en lettelse, …
Alderdommen har sneget sig ind i litteraturen, og der dukker romaner op, hvor jeg-fortælleren er gammel, altså virkelig gammel i betydningen, jeg-kommer-kun-ud-ad-døren-engang-om-ugen. Nogle virker lidt resignerede som Philip Roths seneste hovedperson eller hovedpersonen i den danske roman 40 formiddage af Bent Iversen, nogle brager imod tiden, som den gamle kvinde i Stjernetasten. Birgitte Solheim i De sidste kærtegn er færdig med at brage. Hun lever meget tilbagetrukket, men har trods hendes egne forventninger og alle odds gang i en kæreste.
Ellers sidder hun ved sit vindue og reflekterer over det liv, hun har haft. Hun har været hjertekirurg, og hun har aldrig stiftet familie. Hendes søster ringer med jævne mellemrum og hepper på hende, men Birgitte har et kompliceret forhold til søsterens omsorg.
Til gengæld har hun mødt en jævnaldrende mand. De beslutter i deres høje alder at flytte sammen i hans lejlighed der er tættere på jorden end hendes. De er ikke enige om alting. Han vil have satinsengetøj, og hun vil have flannel. De ender med hver sin dyne. Han vil gerne have en hund, og hun synes, at det er uforsvarligt.
Folk dør omkring Birgitte, dem på hendes alder, og snart kan hun ikke rejse mere. Hendes verden skrumper ind, og det kan selv en ny forelskelse ikke ændre.
Vi har sex en gang om måneden. Det er mest for intimitetens skyld. Ingen af os har fået orgasme. Det er mere sandsynligt, at én af os får et hjerteanfald eller en hjerneblødning.
De sidste kærtegn er genfortællingen om den langsomme slutning på et liv, som måske nok har været ok, men ikke uden sorger og nederlag, for Birgitte mest i forbindelse med familien. Det er et fint, præcist billede, vi får af den høje alderdom – og også temmeligt skræmmende.
Er udtrykket ‘ved at sove for godt …’ virkeligt blevet dansk – i betydningen sove ind, eller er det en smutter fra oversætterens side?
De sidste kærtegn
Kjersti Anfinnsen
149 sider
Vild Maskine
Udgivet: 12.11.2021
Birte Strandby
