Fem af Katrine Maria Guldagers herlige små historier om Frøken Ignora fra begyndelsen af århundredet bliver nu genudgivet i et samlebind.
Den første er Frøken Ignora Eksploderer, hvor vi møder den lille frøken. Ignora bor helt alene i et vandtårn i lillebyen Stridstrup – lidt som Pippi Langstrømpe i Villa Villekulla. Men Ignora har ikke Pippis superkræfter, hun er bare som alle andre små forældreløse piger der bor i et vandtårn, til gengæld er hun perlevenner med alle hundene og kattene i byen. Ignora har det dog med at eksplodere af og til – især i matematiktimerne. Frøken Ignora i skolegården er en fin lille historie om mobning og hvordan man bliver ked af det, når der mobbes.
Vi får også den sørgelige historie om Ignoras far der døde i en bilulykke, og hvordan Ignora taler med
sin far gennem stjernerne, når hun står på toppen af sit vandtårn, men heldigvis har hun en ven som fiskehandleren.
Sandelig om ikke også Ignora bliver forelsket i klassekammeraten Georg og holder i hånd og er glad. I sidste historie forsøger de to børn at sætte deres præg på verden, men det er ikke helt let at finde ud af, når man er et barn der godt kan blive meget træt.
Det er fine fortællinger for børnene i 5-8 års alderen. Der er rigtig gode børnebogsillustrationer på hveranden side. Der er ikke så mange linier på siderne og linjerne er korte, så teksterne er ikke længere, end at børnene kan holde interessen fanget – og der er masser at snakke om rundt om historierne.
En samling historier om Frøken Ignora i vandtårnet
Forfatter: Katrine Marie Guldager
Ill.: Charlotte Pardi
102 sider
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Jan Vandall