De ensomme ulve

‘De ensomme ulve’ er den gamle Holger Danske modstandsmand Gunnar Dyrbergs meget spændende og medrivende beretning om sine oplevelser under krigen. Med de knap 65 år der er gået siden nazisterne blev slået, er der naturligvis ikke mange af de gamle helte tilbage, som kan gengive den unikke selvoplevede beretning om den underjordiske krig mod besættelsesstyrkerne og deres danske håndlangere.

Den populære film ‘Flammen og Citronen’ skabte fornyet interesse om modstandskampen. Men Dyrberg giver os den ægte vare. ‘De ensomme ulve’ var navnet på en gruppe berømte og stærkt eftersøgte danske sabotører med Flamme, Citronen, Patrick Schultz og Gunnar Dyrberg, så Dyrberg var lige i centrum af begivenhederne og giver en fremragende og usentimental skildring af deres liv som by-guerilla-soldater.

Det var et livsfarligt, ensomt og nervepirrende job at være frihedskæmper. Den filmiske romantiseren gengiver ikke de umenneskelige psykiske belastninger, der følger af at leve under jorden på falske identiteter. Presset af den konstante trussel om at blive afsløret ved den næste kontrolpost, at blive ramt af en kugle under en aktion eller at vågne op til trampende gestapostøvler og nådesløs grusomme torturbødler.

Ikke alene indebar aktionerne næsten altid indviklede og farlige logistiske problemer. Målet skulle udforskes, så man kendte antallet og positioner både for hver enkelt sabotagevagt og for stedets arbejdere, ligesom sprængstof skulle smugles til bombemålet. Men selve dagligdagen var et logistisk mareridt. F.eks. skiftede Dyrberg mellem ca. 30 forskellige opholdssteder. En eller to dage på hver adresse og så afsted igen. Altid i fare for at blive offer for en pengegrisk stikker eller ‘bare’ blive afsløret af et åbenmundet fjols. Fornuftig forsigtighed, skarp opmærksomhed og hånden på pistolen hjalp alt sammen, men i sidste instans var det heldet som afgjorde, hvem som overlevede eller hvem som blev ramt fatalt af de utallige flyvende kugler under aktionerne eller hvis cykel punkterede, så man ikke frem til et møde inden Gestapo slog til og arresterede deltagerne.

Det føltes ikke glamourøst at være bombemand og likvidere stikkere. Man fejrede ikke en likvidering, man overlevede den og måtte som andre soldater leve med krigens gerninger.

Mange af Dyrbergs venner og kampfæller faldt i kampen mod den mandskabs- og udstyrsmæssige meget overlegne fjende, men de holdt ud og fortsatte kampen mod besættelsesmagten, hvor tyskernes brutale fremfærd med tortur, dødsdomme, kz-lejre og ofte tilfældige vold sørgede for en konstant voksende støtte til frihedskæmperne i befolkningen.

Tak for bogen Dyrberg, og tak for kampen.