Endnu en ung der tåger rundt i tilværelsen, mens han venter på, at livet kommer forbi. Studiet er ikke længere så tiltrækkende, og måske er det ikke den bedste adgang til den ønskede instruktørkarriere. Det frivillige job som filmanmelder med pressekort på universitets blad gnistrer heller ikke mere. Daniel sopper lidt rundt, men så ringer hans gamle klassekammerat, Michael, og fortæller om ideen: At fremstille og sælge is, baseret på den gammelkendte regnbueis, men med helt ny smagsorientering, rabarber, gulerod, æble.

Michael vil stå for økonomi, Jeppe er genial mejerist, og Daniel tilbydes rollen som markedsføringsplanlægger. De skal hver især investere i firmaet. Daniel er tøvende men finder pengene efter en ydmygende forespørgsel hos forældrene, skaber et super nostalgisk-retroironisk-bæredygtigt-madtrip-koncept, og efter en restaurering af passende lokaler er forretningen Treklang en realitet. Det går ok, og da Jim Lyngvild optræder i TV med en Treklang t-shirt stiger salget yderligere. Daniel render desuden ind i Pernille, tager til inspirationsmøde i Afrika, møder en leopard og surfer på succes – en tid.

Regnen falder byder på en autentisk rundtur på Daniels bølgegange, en eksemplarisk indførelse i hans søgen, resignation, forelskelse. Herudover er der en minilektion i planlægning af marketingstrategi, i earned, owned and paid media, og i kunsten at tackle sin markedsføring i nydelig forening med interessante nye slogans som wallah-så-er-der-økois-i-din-kiosk.

Der er gode dialoger, og man køber både bekendtskaberne, de bekymrede forældre og det københavnske miljø.

Der er også et pænt udvalg af nye udtryk, hipsterbait og deus ex Lyngvild om øjeblikket, da Lyngvilds t-shirt booster forretningen. Men er burcito et ord?

Regnen falder

Anders Løgstrup Bjerg

376 sider

Gyldendal

Udgivet: 23.08.2016

Birte Strandby