At planter og urter kan bruges til andet end kryddersnaps er ingen nyhed, og et historisk og geografisk overblik viser, at man har brugt planter i helbredsøjemed i mere end 2.000 år og over det meste af jorden. For eksempel har valmuen af grækerne været kendt som søvnmiddel siden år 0, ligesom opium tidligere blev brugt før kirurgiske indgreb. Det er især den muslimske verdens intellektuelle og økonomiske opsving der har givet plads til bevarelse af klassisk, medicinsk viden.
Ikke alle kontinenter råder over traditionel medicinsk teori og metode, ligesom der ikke altid er enighed om, hvad bestemte planter skal bruges til. Således blev kinabark importeret fra det nye kontinent til Spanien allerede i 1650, men det står ikke helt klart hvorfor, idet man først fra ca. 1800-tallet opdagede, at det kunne anvendes mod malaria. I vore dage udtrækker man fra kinabark stoffet kinidin, der anvendes mod forstyrrelser af hjerterytmen.
De fleste afrikanske stater fik sent skriftsprog, hvorfor der i Afrika ikke er bevaret klassisk plantemedicin og teori med undtagelse af en pilegift, der har bidraget til udvikling af stof mod hjertelidelser. I dag anvendes det dog kun i forbindelse med forskning. I slutningen af 1950’erne opstod fornyet interesse for afrikansk etnomedicin især fra Uganda, Kenya og Tanzania.
Der er meget interessant viden at hente i bogen, blandt andre er Hildegard af Bingen med for sin brug af lægeplanter – såsom gyvel ved spedalskhed.
Også i danske klostre og hospitaler anvendtes lægeplanter således eksempelvis bulmeurt, der skulle dræbe orme i tænder, og prikperikum (johannesurt) der blev brugt til behandling af stiksår.
Der er 100 lægeplanter i bogen med billede, historisk anvendelse og dokumentation. Nogle af planterne kender vi alle, og andre skal man længere ud på landet efter.
Ina Giversen, Leon Brimer, Birgit Kristiansen
320 sider
Gyldendal
Udgivet: 2014
Birte Strandby
