Robert Zola Christensen og Sebastian H. Mernild står bag reportagebogen ”Da kulden forsvandt” med undertitlen ”Beretninger fra klimafronten”. I over et årti har de to mænd rejst rundt over hele jordkloden for at opleve, undersøge og ikke mindst dokumentere, hvordan klimaforandringerne påvirker kloden. 

Robert Zola Christensen er oprindeligt humanistisk uddannet; han har studeret dansk i København, sociologi i Frankrig og litteraturvidenskab i Lund. Nu har han en ph.d. i nordisk filologi og er ansat som forsker ved Lund Universitet. Gennem en lang årrække har han også virket som skøn- og faglitterær forfatter.  

Sebastian H. Mernild betegnes som en af verdens førende klimaforskere. Han er professor og Dr. Scient og også hovedforfatter på FN’s klimarapport. Gennem en håndfuld år var han administrerende direktør for Nansen Center Bergen. Nu er han prorektor og professor i klimaændringer og glaciologi på Syddansk Universitet. Han har tidligere vundet den anerkendte formidlingspris Rosenkjærprisen, og har i det hele taget et alenlangt CV med flotte meritter.

I ”Da kulden forsvandt” inviterer Sebastian H. Mernild sin ven Robert Zola Christensen med rundt til verdens klimabrændpunkter. Sebastian H. Mernilds arbejde som klimaforsker med speciale i glaciologi bringer ham rundt til en vifte af områder, hvor klimaet desværre er under voldsom forandring. Det skal dokumenteres ved besøg på klimastationer og på ekspeditioner, hvor der foretages videnskabelige undersøgelser, der sidenhen kan bearbejdes og analyseres bag en computerskærm. Det er de fælles rejser, læseren kan få del i med bogen her. Læseren oplever alt fra helikopterture, indkvartering, møde med lokale mennesker der mærker konsekvenserne af klimaforandringerne og mændenes arbejde i felten med at høste vigtig data under vanskelige forhold. 

De to mænd er på fire udlandsrejser sammen. Der er tale om rejser til Alaska, indlandsisen på Grønland, Svalbard i Norge og til Andesbjergene. Her foretager Sebastian H. Mernild målinger og undersøgelser af klimaet med sin ven Robert Zola Christensen ved sin side, så denne kan lære om klimaforandringerne og få indblik i de mekanismer der er spil. Som læser savner jeg, at der er årstal ud for hvert nyt kapitel og ny rejse, eftersom alle de nævnte rejser strækker sig over en lang årrække. 

I bogens sidste kapitel skildrer Robert Zola Christensen den mere aktuelle situation hjemme i Danmark. Sebastian H. Mernild er nyligt stoppet på Nansen Center Bergen og skal arbejde som prorektor i Danmark. Det afsluttende kapitel handler om klimaaktivistbevægelsen Extinction rebellion og en af deres aktioner, hvor Robert Zola Christensen er med på sidelinjen for at opleve, hvordan medlemmerne i en græsrodsbevægelse oplever klimakrisen. 

”Da Kulden Forsvandt” er først og fremmest en bog, i hvilken læseren så at sige får syn for sagen i forhold til at klimaforandringerne ér virkelige, og at de desværre også er dybt alvorlige. Det er samtidig en faktuel bog, der søger at nuancere hele tematikken, og det gør den ekstra interessant. 

De to forfattere kommer med hver deres indgangsvinkel. Den ene er humanist og den anden er videnskabeligt funderet. Det er en spændende tanke at se, hvad der kan opstå i dét krydsfelt. I det store og hele virker det godt, men læseren må også belave sig på at skulle skifte læsestil undervejs og tilpasse sig fra det oplevelses- og sansebaseret, når humanisten formidler og over til det faktuelle og evidensbaserede viden når videnskabsmanden formidler. Det kan måske virke en kende ujævnt i nogle øjne. Andre vil nok opleve, at de tørre tal og facts nemmere glider ned, når de bliver varieret med beskrivelser af mødet med mennesker, mad, indkvartering, dyreliv og andre mere sanselige indtryk. 

De to forfattere er ude i et vigtigt ærinde! Klimaforandringerne er tæt på uoprettelige. Det er tid til handling, og vi mennesker spiller desværre en al for stor rolle i at det er gået så galt, som det er tilfældet. Men vi kan også handle og ændre på tingene. Der gives et eksempel med gasarten freon, der i 1980´erne blev fjernet fra køleskabe og spraydåser mm. fordi det var voldsomt belastende for ozonlaget. Det lykkes og ozonlaget har til en vis grad repareret sig selv. Der er altså håb! Vi må og skal handle. 

Robert Zola Christensen og Sebastian H. Mernild har skrevet en interessant og lærerig bog, der måske ikke helt kommer ud over rampen. Den er trykt i et ret lille fysisk format. Bogen måler 20 cm. i højde og 14 cm i bredde. Den er hæftet og der er kun en håndfuld sort-hvid billeder i bogen. En god reportagebog som denne handler om, at læseren skal med på en rejse og kunne opleve de steder, personer, dyreliv og situationer der skildres. Derfor kunne nogle flere fotografier og et større format måske have været en mere ideel løsning. Teksten fortjener det i hvert fald! 

Med ”Da kulden forsvandt” bliver du som læser opdateret på hvad, der er op og ned i den offentlige samtale om klimaforandringer. De to forfattere leverer en indholdsrig rejsebeskrivelse, der er skrevet med stor sanselighed. Læseren mærker kulden gå gennem marv og ben, når forskerne arbejder på klodens koldeste klimabrændpunkter. Du får et fascinerende indblik i videnskabsfolkenes utrættelige arbejde for at dokumentere de globale forandringer, der forandrer livsbetingelser for mennesker, dyr og fauna. Jeg fristes til at kalde det for en pokkers aktuel og vigtig bog. Desværre. 

Da kulden forsvandt

Beretninger fra klimafronten

Forfattere: Robert Zola Christensen og Sebastian H. Mernild

Forlag: Gyldendals Forlag

166 sider. Paperback

Udgivelsesdato: Den 1. 2. 2022

Anmelder: Nønne Lønne Votborg