Mansours øjne er en roman i særklasse. Scenen er sat i Riyadh, Saudi-Arabien. Mansour er dømt til døden for gudsbespottelse og utroskab og bliver i lænker ført til Al-Safa-pladsen for at blive henrettet. Fortælleren er det magtesløse vidne og Mansours gode ven. På de minutter gåturen til Al-Safa pladsen varer, får vi også Mansours historie og en del af det arabiske folks historie fortalt i brudstykker
Mansour og fortælleren er unge mænd, syrere i eksil i Saudi-Arabien. Mansour har fået en sjælden degenerativ lidelse der vil gøre ham dummere og dummere. Testresultaterne er ikke gode, og som lægen siger: Hold ham i hånden når I går over gaden!
Da Mansour føres til sin henrettelse, er han en grøntsag … en krop berøvet ånd …
Men hvem er denne fantastiske idiot, efterkommer efter den militære leder Abd al-Qadir i 1800-tallets Algeriet, en menneskerettighedsforkæmper fra før menneskerettighederne blev opfundet og i stand til at yde de franske kolonister modstand. Mansour er angiveligt tipoldebarn.
I december 2013 inviteres fortælleren til reception på den franske ambassade i Riyadh “til ære for den franske præsident, François Hollande hans tropper af ministre”. Fortælleren inviterer Mansour med, så han kan møde nogle mennesker og drikke noget alkohol. Receptionen har fundet sted i virkeligheden, og præsidentens tale om politiske tiltag i Libanon og Syrien indgår i romanen.
Nyt er til gengæld Mansour i præsidentens selskab. Mansour bliver ret hurtigt fuld. Han gør nar af præsidenten og vækker opsigt på flere måder. Men i sin fuldskab lykkes det ham at score et job hos et amerikansk-arabisk ægtepar. Det skulle have handlet om havearbejde, men i stedet gør Mansour den smukke hustru sin opvartning til fortællerens store misundelse.
Mansours øjne handler også om fordums storhed i Arabien, franske kolonister i Algeriet, og den materialisme der har ødelagt arabisk kultur. En fransk anmelder sammenligner romanen med The Sound and the Fury af Faulkner. Hvad ser idioten der kigger ud på verden?
Det er en krævende roman. Her citeres arabiske digtere og der henvises til historiske personligheder i arabisk kultur. Er det et billede af storhed og fald? I hvert fald en betagende beskrivelse af menneskemængden på vej mod henrettelsen, et voldsomt sanseligt sprog – og en roman, man er nødt til at læse. Fordi den ikke kun handler om islam og araberne, men om os alle.
Gassuh! Gassuh! råber ignoranterne med én stemme og kan ikke et øjeblik forestille sig at der kan være tale om en fejl.
Mansours øjne
Ryad Girod
Oversat af François-Eric Grodin
179 sider
Jensen & Dalgaard
Udgivet: 22.03.2022
Birte Strandby
