Lotte tager til Uganda for at arbejde for Røde Kors og samtidigt forsøger hun sig i chicklit-genren ud fra den betragtning, at chicklit i princippet lige så godt kan finde sted i Uganda. Det er et ok formål, og der er nogle få, begrænsede glimt af ugandanerne, men det er så det.
Den første måned arbejder hverken Lotte eller hendes sambo Morten, og dernæst går tiden med ungdommeligt druk. Lotte og Morten vurderer, at da de ikke har køleskab i deres nye hjem, må de nok foretrække rom og cola frem for øl. Det fylder et (lille) kapitel. Flere andre kapitler omhandler shopping og brok over at deres første hus ligger halvanden kilometer fra byens centrum. Fritiden bruges på at læse og vente på at der kommer opringning fra Danmark, men noget forsøg på at lære sprog, swahili eller aseto, finder tilsyneladende ikke sted. Til gengæld anvendes en del af bogen på at ømme sig over, hvor ubehageligt det er at sidde fire timer i en bus og at skulle tisse de tre af timerne.
Naturligvis kan man ikke forvente, at en rejse til Uganda for Røde Kors skulle udløse en sand forvandling udi det altruistiske, men man kan let få den ide, at forfatteren har valgt en udstationering med litterær selveksponering som en slags alternativ til Paradise Hotel.
Selve den humanitære opgave går på at informere om aids, og det går tilsyneladende udmærket, men det virker som et uhyre beskedent bidrag i en tilværelse der handler om fester med alkoholiske indslag. Forhåbentligt står Røde Kors novicerne også for andet.
Lotte Skou Hansen
168 sider
Siesta
Udgivet: 17.03.2011
Birte Strandby
