Erindringsbog med udgangspunkt i tresserne og Fredericia – inden for voldene. Ulla bor med sin søster og sine forældre. Faren fortrænges på et tidspunkt af sin gode ven i rollen som ægtemand og far, og det viser sig at blive en løsning, der er til alles fordel. Ulla, hendes mor og søster bliver hårdt angrebet af tuberkulose, og tilbringer mere end et halvt år isoleret fra hinanden, hvilket især påvirker lillesøsteren, der kun er et år gammel, da de rammes af sygdommen.

Fortællingen handler meget om familie og mennesker fra Ullas barndom, og det handler om steder og mennesker i Fredericia, om at lege på voldene, balancere på den smalle kant over byportene og om at gå på Købmagergade skole både før og efter afskaffelsen af revselsesretten. Mobningen i skolen fylder ganske meget. Der er en undskyldning til mobbeofret Ruth, og hovedpersonen oplever selv at få bank, fordi hun efteraber tøjstilen hos klassens populære pige, og en anden gang rider hun på en kortvarig popularitetsbølge, fordi hun for klassen afsynger I en sal på hospitalet og Giv mig en hest, mor. Og så er der den første forelskelse, der ikke ender så lykkeligt. Denne del er suppleret med klip fra dagbogen, hvor Ulla fra femte skriver: da forstod jeg, at det var forbi, men jeg elsker ham stadig.

Fortællingen slutter, da hovedpersonen i 1965 skifter fra Købmagergades skole til Treldevejens Skole.

Udmærket og levende fortalt – og relativt let og underholdende af en erindringsbog at være. Måske vil bogen få størst værdi for dem, der kan genkende billedet af Fredericia i tresserne.

Ulla Dueholm

153 sider

mellemgaard

Udgivet: 03.12.2012

Birte Strandby