Henrik Strube er multikunstner. I sin tid var han guitarist i Røde Mor. Og til alle tider har han været sangskriver. Sine erfaringer som musiker og sangskriver brugte han som baggrundsviden i rockromanen Hit i 1989 og i fagbogen Pas på ørerne i 2002, som handler om tinnitus. Og de kan mærkes i nærværende roman Violinbyggeren, som er en spændende blanding af krimi og social-realistisk skildring af et fængselsophold. Ofte slutter krimier med, at forbryderen bliver fanget. den efterfølgende fængselsstraf sker efter vi har lagt bogen fra os. I Violinbyggeren har Henrik Strube valgt at forskubbe fokus, så 2/3 af bogen handler om fængslingen og hovedpersonens arbejde med at skabe sig et nyt liv.
Starten af romanen har et krimiplot, nemlig opklaringen af hvad der tilsyneladende er en likvideringssag. Vi følger morderen Sonny, for hvem drabet er et uheld på et tidspunkt, hvor han er ved at kæmpe sig ud af et kriminelt miljø. Parallelt hermed hører vi om politiets opklaringsarbejde, specielt politimanden Arvid. Denne parallel mellem Sonny og Arvid viser sig ikke kun på handlingsplan, men også på det personlige plan. At de er havnet på hver sin side af kriminalitet skyldes henholdsvis heldig og uheldig miljøpåvirkning. Flere steder i romanen reflekterer fortælleren over dette slægtskab:”Hvorfor skulle de være bundet til deres roller på hver side af bordet?”
De 12 år i fængslet bruger Sonny på sin nye hobby: Violin- og bratchbyggeri. Da han er en medgørlig fange, får han efterhånden rimelig gode arbejdsforhold og en for det meste reserveret sympati fra fængselspersonalet. Mødet med den idealistiske organist og korleder Susanne – en fiktiv udgave af virkelighedens fangekorleder Louise Adrian – er yderligere et incitament. Hun og politimanden Arvid Hansen, der engagerer sig personligt i at holde Sonnys søn Peter uden for kriminalitet er eksempler på de gode viljer blandt fængselsbetjente, socialrådgivere og politifolk i bogen.
Det ender godt for Sonny og Peter. Bogen udtrykker en tro på, at der er gode mennesker på begge sider af føromtalte bord, og en tro på at der findes andre løsninger på kriminalitet end visse politikeres forslag om skærpet straf og sænket lavalder. Det er derfor en bog, man bliver glad af at læse. Om budskabet så bliver helt overbevisende leveret, kan diskuteres. Sonny har jo faktisk begået et mord, skønt hans anger fylder påfaldende få linjer, og offeret var en notorisk skidt fyr. Men følger man bogens præmis helt konsekvent, så kunne offeret vel lige så vel som Sonny være et godt menneske på afveje. I bogen er ikke alle forbrydere hårdkogte psykopater. Udover Sonny og Peter møder vi flere blødkogte typer som fangen Hamid, der gennem de 12 år i fængslet slås bravt men forgæves med de uregerlige danske vokaler. Et hjerte af guld, men en intelligens af bly – eller ”blu”, som han nok ville sige.
Hamids replikker er morsomme at læse og karaktertegningen rigtig vellykket. Her udover står miljøbeskrivelserne stærkt. Det gennem-provinsielle Lundby, som Sonny kommer fra, spiddes i beskrivelsen af indbyggerne og deres skadefro omkvæd: ”Det var vi mange, der ku’ ha’ sagt” rettet mod ethvert bysbarn, der prøver at udleve sin drøm og mislykkes. Hvor pointerne måske skæres lovlig meget ud i pap i slutningen af romanen, er særlig i starten rigtig lækkert skrevet med antydninger og elegante overgange f.eks. i barndomserindringen, hvor Sonny sender en sten gennem ruden hos en violinbygger; en scene der gentages med variation til allersidst i romanen og således fungerer som en fin ramme. Samme centrale motiv illustreres på bogens forside af Mark Airs: en pistol, der ”affyrer” en violin. De samme drifter, der fører hovedpersonen ud i kriminalitet og destruktion, kan drejes i konstruktiv retning, hvis blot chancen får lov at byde sig.
Romanen er bestemt værd at læse og har sin styrke som indlæg i den evig-aktuelle debat om kriminelle og straf. Kender du en person med interesse og eller engagement i sociale forhold i Danmark, så er dette en oplagt gaveide. Har vedkommende allerede anskaffet sig den, så behold bogen selv, og bliv godt og tankevækkende underholdt.
Forfatter: Henrik Strube
239 sider
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udg.: 12.05.2011
Anmeldt af Eva Lene Kristensen
