Efter Margareta Strömstedts dækkende biografi fra 1977 (revideret 1999) er det vanskeligt at forestille sig, at der kan være behov for endnu en biografi om Astrid Lindgren, men Jacob Forsells billedbiografi er et udmærket supplement for den læser, der vil vide mere om den svenske forfatter, som har lagt navn til mere end 100 tyske skoler, og hvis figurer huserer næsten lige så ofte i sproget og den kollektive hukommelse som H. C. Andersens. Hvad enten det nu er Pippi, Ronja, Emil eller en anden af de seje unger fra landet med birketræerne og de røde træhuse.

Værket er baseret på billeder, enkelte er velkendte, men der er mange mindre kendte. Billedkvaliteten er generelt høj, og tilsammen udgør de et beskrivende og velfortjent monument over en enestående børnebogsforfatter.

Teksten er inddelt i kapitler om familien, om filmene og om forlæggene til bøgerne. Især kapitlet ’Astrid Lindgren og samfundet’ er interessant, fordi det portrætterer en kvinde, der bruger sin status som national historiefortæller til at blande sig i den politiske debat. Eksempelvis får hun stor indflydelse på udarbejdelsen af en ny dyrebeskyttelseslov, og i 1976 skriver hun – efter at have betalt 102% i skat(!) – eventyret om Pomperipossa i Monismanien, og er medvirkende til, at den socialdemokratiske regering går af efter 40 år ved magten.

Den for biografier så hyppige fælde – risikoen for at kede læseren med overflødige detaljer – er undgået, og der er ikke skyggen af sentimentalitet i biografien – alligevel anbefales dedikerede fans at bevæbne sig med et par pakker Kleenex, inden bogen åbnes.

Fyens Stiftstidende den 27. marts 2007

BILLEDBIOGRAFI
Jacob Forsell
Fire  stjerner

Anmeldt af Birte Gam-Jensen

OM BOGEN
Jacob Forsell: Astrid Lindgrens liv i billeder. Oversat af Kina Bodenhoff. 272 sider. 399 kr. Gyldendal