Syret blanding af amerikansk action og dansk socialrealisme

Et brutalt mord på en højreorienteret politiker indleder romanen. Umiddelbart vælger pressen den lette forklaring: Han er myrdet af en radikal muslim. Sandheden viser sig at være en helt anden.

Vores hovedperson, Malene bliver direktør for organisationen Hjælp Barnet, og i lighed med forfatteren Lisbeth Zornig har hun haft en miserabel barndom der giver særlige forudsætninger for at bestride opgaven. Hendes første projekt er at opsøge børnehjem for at høre børnenes egne historier. Det viser sig at være et fejltrin, og pressen er lynhurtig til at hænge Malene ud i en fordømmende overskrift. Malene har ministerens bevågenhed, og pressen får andet at løbe med, men hun opdager snart, at hun efterstræbes af en gammel bekendt, lederen af Brændte Børns selvtægtsgruppe, der ser det som sit ypperste mål at sørge for, at pædofile og børnekrænkere forhindres i nogensinde at krænke nogen igen.

En anden trussel kommer fra en højredrejet politisk gruppe der går ind for en total liberalisering af markedet, afskaffelse af frihedsbegrænsende love, afvikling af den offentlige sektor og total skattefrihed. De er rige, de beskæftiger sig med prostitution, eugenik og intelligensfremmende medicin, og så har de en foruroligende løsning på verdens problemer.

Som læser kan man vælge mellem at blive bekymret over den fagre nye verden der præsenteres, man kan dyrke sin sociale indignation, eller man kan læne sig tilbage og nyde at de retfærdige giver de onde nogen på bærret.

Malene og kæresten Mathias arbejder på at gøre verden en lille smule bedre. Malene er en interessant personlighed, hun bruger sin krop som hård valuta, og da det virkeligt kniber for hende kender hun nogen der kan hjælpe, men det kommer til at koste. De fleste af de andre karakterer er stereotyper, onde eller lidt mindre onde, men dialoger og handling fungerer fint.

Der er et højt spændingsniveau, slagsmål, sex og interessante udlægninger af nootropics, groft benævnt medicin mod dumhed, og en lige så interessant udlægning af brugen af eugenik:

Hvis det var fortsat her, ville vi i dag have store stærke kloge mænd og kvinder på Lolland. Sikke en forskel, det ville have gjort.

En selvstændig fortsættelse af Bundfald.

Lisbeth Zornig og Mikael LIndholm

Arkimedes

421 sider

Politikens Forlag

Udgivet: 2017

Birte Strandby