Egon Clausen fortsætter sin erindringsserie med beretningen om seminarietiden i Ribe indenfor den nutidige ramme, der hedder Sørens fødselsdag, hvilket er både godt og skidt. Godt fordi netop studiekammeraten Søren er med til at perspektivere seminarielivet og udviklingen i Danmark og i Ribe i tresserne – og skidt fordi Clausen har et personligt regnskab, der skal gøres op, som egentligt ikke virker særligt vedkommende. Heldigvis er regnskabet den mindste del af bogen, og det hele er jo leveret med Clausens dejligt direkte sprog og store klarsyn, så det ryger ned alligevel.
Tiden på Ribe Seminarium er interessant på grund af de store brydninger indenfor undervisning, revselsesret og Blå Betænkning, og det er her de enkle leveregler beskrevet i barndomsidealet ’Spejderliv’ for alvor drages i tvivl:
Når vi spurgte dem om meningen med livet, advarede de os mod seksuallivet.
Det er også tiden for fordømmelse af Hollywood, Presley og Fantomet og tiden for et tiltrængt opgør med et forældet undervisningssystem:
De metoder, jeg havde set i Ribe, nænnede jeg ikke at bruge, for børnene i Kippinge havde jo ikke gjort noget…
– et undervisningssystem der er uhyggeligt autoritetsbåret:
Derfor måtte man aldrig …gå på hjemmebesøg hos vanskelige forældre, for derved havde man mistet en afgørende taktisk fordel…
Som i andre erindringer er der glimt af samtidens store personligheder: Bukdahl fra Askov Højskole, Aksel Larsen, og der er en tribut til Thorkild Simonsen, der under sin gang på Ribe Seminarium startede en folkedanserforening, organiserede elevråd, bekæmpede kommunister og underviste forstanderens datter i regning.
Tidsportrættet er fin læsning, mens Clausens egne bekymringer virker mindre inspirerende.
Egon Clausen
193 sider
Gyldendal
Udgivet: 2011
Birte Strandby
