I dette andet bind af Genstart serien følger vi forføreren Nick. Den står stadig på pot og sex, men der kommer lidt mere substans på tilværelsen. Blandt andet render Nick ind i storøjede Mira, der tilhører Aberne, en dansk fraktion af den ekstremistiske Animal Liberation Front, der søger at sætte fokus på dyrevelfærd og verdens skæve forbrugeristiske gang. Det gør de ved hjælp af forskellige aktioner med at lukke minkene ud af minkfarme. For at gøre sig i det gode selskab, påtager Nick sig at bistå med at lukke kattene ud fra et Kattens Værn internat. Aktionen går teknisk ok, men det viser sig, at kattene stort set befinder sig godt og mageligt i burene. Det vil se dårligt ud i pressen, hvis kattene ikke flygter, så dyreværnsaktivisterne er nødt til at ryste burene for at få kræene ud. Så meget for dyrevelfærden.

Jonathan er stadigt forsvundet, og som Mateus er Nick forelsket i Liv, hvilket ikke forhindrer ham i at gøre en anden pige gravid. Nicks mor vil i øvrigt flytte hele familien til Tølløse, hvor de eneste muligheder for Nick og hans søster angiveligt er at æde roulader foran brugsen og i øvrigt hengive sig til småkriminalitet. Men så er det jo godt, at Nick har lært lidt om protestaktioner.

Fortællingen er klart under udvikling, men plottet er tilbøjeligt til at drukne i forhold, fester og skolegang, indtil det viser sig, at også Jonathan har dyrket omgang med dyreaktivisterne. Der er en del humor i denne roman, og Nick viser sig at have flere dimensioner end først antaget.

Birte Strandby

Aberne – Genstart 2
Forfatter: David Meinke

152 sider
Høst & Søn
Udgivet: 31.08.2009