Fortælleren, hvis navn vi ikke kender, bor sammen med kæresten Maria, der læser til bibliotekar. Han har et deltidsjob, og så er han ved at skrive en roman. Det går ikke så godt. Han vil hellere drikke øl med vennen Johannes.

Handlingen, hvis man kan kalde det handling, begynder en aften, da de har besøg af Marias veninde og dennes kæreste. Stemingen er hyggelig, de fire taler svensk konsensuskultur og er enige om, at Trump, Putin og måske i mindre grad Margaret Thatcher er dumme. Sidstnævnte var trods alt Europas første kvindelige premiereminister. Men så benytter fortælleren den gode stemning til at servere en Jordan B. Peterson-anekdote. (Jordan B. Peterson er canadisk psykolog og foredragsholder mest kendt for bogen ’12 regler for livet’ og flere YouTube-videoer). Af grunde der ikke er indlysende for hverken fortæller eller læser, bliver venindens kæreste slemt oprørt, da talen falder på omtalte Jordan B. Peterson. Det ødelægger stemingen, aftenen slutter tidligere end forventet, men ingen forstår helt hvorfor.

Hvad romanen ellers handler om, er ikke sådan at præcisere, men fortælleren prøver at finde sig selv i verden. Med sig har han sin fars forventninger om, at en mand skal være dannet, veltilpasset, socialt kompetent og humoristisk a la John Cleese. Når fortælleren sammenligner sig med danskere, føler han sig mere som en snorkfrøken med en utilstrækkelig penis. Og da Maria antyder, at hans interesse for hende blandt andet skyldes hendes androgyne fremtoning, får vores fortæller noget at tænke over. 

Vi møder Jordan B. Peterson igen, denne gang som overvejelse hos Houellebecq – i den roman fortælleren skriver på. Den fiktive Houellebecq spekulerer på, om kvinder på p-piller foretrækker mænd med mindre testosteron. Altså med den effekt at mænd simpelthen er blevet mindre mænd de seneste 50 år. Det bliver ikke romanens eneste tankeeksperiment. Her røbes også en bekymring for verdens gang, for menneskets reduktion til forbruger og for klimaproblemerne, og rigtigt bange bliver fortælleren, da han i en brandert er lige ved at slå Marias hund ihjel.

Tankerne er mange og fascinerende, romanen er velskrevet, men er titlen passende? Handler det om at erkende grænserne for ens egen kompetence? Og hvordan går det, hvis Marias veninde og hendes kæreste kommer på besøg igen?

En ensom indre dannelsesrejse for voksne

Dunning-Kruger-effekten

Andrés Stoopendaal

Oversat af Juliane Wammen

230 sider

Turbine

Udgivet: Juni 2023

Birte Strandby