Camilla Wandahls serie om de fire veninder Ji, Josie, Tammy og Ane er blevet populær i sin målgruppe, der er piger omkring 10 til 14 år. Pigerne går i den samme 6. klasse og er præteenagere eller tweenere med alle de glæder og problemer helt almindelige piger i den alder har. I de tidligere bøger har pigerne fra hver deres synsvinkel fortalt om deres liv og venskab i deres respektive bøger, men denne gang er det Ane og Tammy som skiftes til at fortælle, hvad der foregår i deres liv og familier.
Det er søde historier med hverdagsdramatik.
Det er fire almindelige piger, som vi følger, og deres problemer er også helt almindelige, hvilket selvfølgelig også gør, at så mange piger kan identificere sig med de fire piger i bøgerne. Spændingen ligger i almindelige hverdagsproblemer. Ane vil gerne være forelsket. Hun har to kandidater, og hun skriver sedler med deres fortrin og bagdele, men det svinger alligevel ikke helt rigtigt med dem som kærester, og den ene har vist en kæreste. En veninde giver hende det gode råd at lade være med at forsøge at gøre sig forelsket, men at vente til det sker helt af sig selv, vente til lynet slår ned. Det viser sig at være et yderst brugbart råd for en pige på 12, hvor forelskelserne snart vil begynde at blomstre og fylde horisonten.
For Tammy ligger dramatikken i, om hun må beholde Flicka, den elskede hund de må overtage, da mormor brækker benet. Flicka er temmelig uopdragen. Som hvalp har den været en mishandlet gadehund i Grækenland, og den er stadig meget nervøs af sig og har det med at trøstebide i familiens fodtøj, hvorfor Tammys mor mener, at den er for svær at styre og for dyr i drift i det lange skogennemtyggende-løb.
Heldigvis kan tilfældet også være fyldt med positive forbindelser, og da det viser sig, at en af skolekammeraterne har en mor, som er hundetræner og agilityekspert, ligger løsningen på problemet lige for døren. Tammy begynder på intensiv hundetræning.
Veninder for altid er en rigtig feel-good serie for de unge tween-piger. Sproget er pænt middelklasse-nutidssprog, hvor pæne pige ikke bander, og folk alt i alt er flinke mod hinanden. De er lette at læse, og de er så tilpas korte, at de ikke afskrækker nogen fra at gå i gang.
Veninder for altid – 6 hunde-ballade
Forfatter: Camilla Wandahl
127 sider
Høst & Søn
02.04.2012
4 glober
Jan Vandall