Borgerkrigen i Syrien har kostet 220.000 mennesker livet, mens mere end 10 millioner er sendt på flugt.

Hvad skaber en diktator? Det er spørgsmålet i dette værk – om arv og miljø, eller?

Bashar al-Assad er søn af Hafez al-Assad der var diktator i Syrien fra 1970 til 2000. Bashar er uddannet læge i Syrien, og har efterfølgende uddannet sig til øjenlæge i London. Det var også i London han traf sin kone, der er af syrisk, sunnimuslimsk familie, men født og uddannet i England.

Bashar havde forventet at skulle arbejde som øjenlæge i Syrien. Men da hans storebror, hans fars arvtager, bliver dræbt i en trafikulykke, rejser Bashar hjem og køres i stilling som præsident i Syrien.

Adam Holm beskriver Bashar som ukarismatisk, han er hverken excentrisk eller flamboyant som andre velkendte diktatorer. Han havde gode intentioner først for sin karriere og siden som Syriens leder. Stræbsomhed og ansvarlighed var indlært i barndomshjemmet. Han er gift med en moderne, højt uddannet kvinde, der i øvrigt er leder af børne- og ungdomsorganisationen Massat, der vænner den unge generation af syrere til at tænke og handle klimavenligt.

I egen selvforståelse er Bashar al-Assad en dannet mand der tilstræber politiske reformer og sociale fremskridt. Anderledes end sin far der benyttede jagerfly og tanks til at bombardere hele bydele i Syrien og som i 1982 forårsagede, at mellem 5.000 og 15.000 civile og militante muslimer blev dræbt, og at 100.000 mennesker i månederne efter fængsledes og forsvandt.

Bashars overtagelse af præsidentposten efter sin fars død blev imødeset med forventning, men det kan fastslås, at Assad har forårsaget mere død og ødelæggelse end Gaddafi og Saddam Hussein tilsammen. Det begyndte med Det arabiske Forår, hvor det blev klart at Assad måske nok kæmper for Syrien, men i højere grad for alawitterne, som han selv tilhører, og de forventede demokratiske tilbøjeligheder er ikke rigtigt slået igennem. I hvert fald er der stadigt kun et parti på stemmesedlen, og det er ikke tilladt at kritisere hærens status og rolle, eller de 19 selvstændige grene inden for hæren, flyvevåbnet, flåden og politiet der angiveligt konkurrerer om, hvem der kan opnå det mest frygtindgydende ry.

Diktatoren i Damaskus er interessant læsning. Det er, som forfatteren understreger, ikke et forsvar for Assad, men et forsøg på at forstå hvad der gør en diktator.

Det tager tid og modenhed at blive et fuldt udviklet demokratisk land, men det er i den retning, vi er på vej. … hvad jeg end foretager mig, skal det tage afsæt i folkets vilje … (Bashar al-Assad, 2011)

Diktatoren i Damaskus

Et portræt af Bashar al-Assad

Adam Holm

250 sider

Gyldendal

Udgivet: 30.04.2020

Birte Strandby