Carag ligner en dreng, men han har det ganske særlige talent, at han kan forvandle sig til en puma. Han og hele hans familie er woodwalkers. Det betyder, at de kan vælge at leve som dyr eller mennesker. Sammen med sin mor og søster prøver Carag en dag at tage til byen som mennesker. Det er dybt fascinerende, især supermarkedet hvor mennesker kan hente føde selv om vinteren virker fængslende på de to børn, og det er lige ved at gå galt, da lillesøsteren lader sine pumainstinkter styre og går til angreb på køddisken.

Livet som menneske virker så tiltrækkende, at Carag beslutter sig for at blive menneske, da han er 11 år gammel. Han tager afsked med sin familie og vandrer ned ad bjerget for at banke på døren til politistationen og fortælle, at han har mistet hukommelsen. Det bringer ham til en plejefamilie og i skole. Skolen har sine mobbere, men som en bedre Harry Potter bliver Carag opdaget og optaget på en særlig skole for changere, mennesker der kan forvandle sig til dyr. Her får Carag venner, men også denne skole rummer udfordringer. Menneskenes verden er alligevel ikke helt så tiltalende, og på skolen bliver han mobbet af nogle drenge der kan forvandle sig til ulve. Ydermere er der på skolen changere der vil hævne sig på menneskenes verden.

Carags forvandling virker inspireret af Animagus i Harry Potter, troldmænd der har det særlige talent, at de kan forvandle sig til dyr. Det gælder blandt andre Harrys gudfar Sirius Black, hvis ulveskikkelse redder ham fra en tragisk skæbne i troldmandsfængslet Azkaban. Emnet er spændende, og Carags kampe med dyre- og menneskelivet skaber både komiske og uhyggelige situationer. Og som i Harry Potter handler det også en del om venskaber og mobning.

Carags forvandling er bind I af en serie på fire. Serien har opnået stor popularitet i Tyskland.

Katja Brandis

Woodwalkers

Carags forvandling

Oversat af Birgit Fuglsang

Tegninger af Claudia Carls

257 sider

Straarup & Co

Udgivet: 2018

Birte Strandby